Byggeri

Lempelse af kravene for opførelse af garager, carporte, udhuse, drivhuse, overdækkede terrasser og lignende bygninger pr. 1. juli 2011

Bygningsreglement BR 10 er ændret.

Anmeldelse af carporte, garager, udhuse, drivhuse, overdækkede terrasser og lignende bygninger op til 35 m2 bortfalder for enfamiliehuse. Integrerede garager i fritliggende enfamiliehuse er ikke omfattet af de nye bestemmelser.
For rækkehuse og kædehuse skal der fremsendes en anmeldelse til kommunen såfremt byggeriet overstiger 20 m2. Tilbygninger eller ombygninger af eksisterende garage m.v., hvor det samlede areal efter om- eller tilbygningen udgør mellem 35 m2 og 50 m2- og mellem 20 m2 og 50 m2 for rækkehuse- skal anmeldes til kommunen.
Overstiger byggeriet 50 m2 skal der som hidtil søges byggetilladelse.

Lokalplan, byggeret, bebyggelsesprocent, servitutbestemmelser, niveauplan på ejendommen og naboejendommen (ved terrænforskelle skal kommunen fastsætte et niveauplan) samt beskyttelseslinjer efter naturbeskyttelsesloven skal overholdes og der skal ansøges.

Opsætning af mobilantenner

Opsætning af mobilantenner kan opføres ved blot at anmelde det til kommunen. Antenneejeren skal fortsat indhente tilladelser, der er påkrævet i henhold til anden lovgivning såsom planloven, og der skal fremsendes dokumentation for, at der er indgået en aftale om opsætningen af antennen med den pågældende bygningsejer.

Energibestemmelserne er blevet skærpet pr. 1 januar 2011

Det betyder væsentligt ændrede krav til bygningers energiforbrug i kap. 7. i bygningsreglement 2010.

Nybyggeri

Energiforbruget ved nybyggeri skal således reduceres med i alt 75 % i år 2020.
Energirammerne for nybyggeri er med den nye BR10 ændret, således at det tilladte energiforbrug er reduceret med 25 %.

Ændret anvendelse og tilbygninger

Ved en ændret anvendelse og tilbygninger er der skærpede krav til de enkelte bygningsdeles varmeisolering som indgår i klimaskærmen. Det kan være vanskeligt at opfylde kravene, og der kan derfor kompenseres med f.eks. ekstra isolering andre steder, en varmepumpe eller et solvarmeanlæg.

Ombygning, der er led i en væsentlig anvendelsesændring, er omfattet af kap. 7.3. og skal gennemføres uanset, at ændringerne eventuelt ikke er rentable.

Uanset rentabilitet skal arbejdet ikke gennemføres, hvis det ikke kan gennemføres på fugtteknisk forsvarlig måde.

Krav ved ombygning, vedligeholdelse og udskiftning

Energibesparelser skal gennemføres, hvis ombygning eller ændringer vedrører klimaskærmen. Enkeltforanstaltningerne vedrører kun den del af klimaskærmen, der er omfattet af ændringen.

Ombygning og andre forandringer i bygningen og ændring i varmeanlægget

I forbindelse med ombygning, vedligeholdelse og udskiftning af klimaskærmens dele, skal der gennemføres energibesparelser, uanset rentabilitet. De nye bygningsdele og komponenter skal udføres med en forbedret varmeisoleringsevne. Dette gælder f.eks. udskiftning af vinduer og tagbeklædning, og efterisolering af ydervægge og kældre.

Ved større ombygninger af klimaskærmen og ændringer af varmeanlægget skal der ske en generel forbedring af klimaskærmen og installationen, såfremt disse er rentable.

Kirker, fredede bygninger og bevaringsværdige huse er undtaget fra disse bestemmelser. Bygningerne skal være bevaringsværdige ifølge en lokalplan, eller kommuneplanen. I Gentofte Kommunes Atlas for bygninger og bymiljøer er der sket en registrering af bygningers bevaringsværdi. Huse i bevaringskategori 1 - 4, er i kommuneplanen udpeget som bevaringsværdige. 

Yderligere oplysninger

Bygningsmyndigheden kan oplyse yderligere om energibestemmelserne.