Det er kun grundejeren (klager), som kan anmode om hegnssyn. Anmodningen skal ske skriftligt til hegnssynet og indeholde følgende oplysninger:
-
Klagers navn, adresse og matrikelnr.
Ejes ejendommen af flere personer, skal samtlige ejere underskrive anmodningen. Ejendommens lejer eller forpagter kan ikke rejse en hegnssag. Lejer eller forpagter vil dog blive indkaldt til hegnssynsforretningen
-
Naboens (indklagedes) navn, adresse og matrikelnr.
Ejes ejendommen af flere personer skal samtlige ejeres navne, adresser og matrikelnr. oplyses.
Tilsvarende skal navne på naboejendommens lejere eller forpagtere oplyses, da disse indkaldes til hegnssynsforretningen
-
Præcis beskrivelse af det resultat, der ønskes opnået (påstand)
Her skal du oplyse, hvad du vil have hegnssynets hjælp til at opnå
-
Begrundelse for det ønskede resultat, (anbringender)
Heri indgår en kort redegørelse for, hvori uenigheden med naboen består
Du kan finde oplysninger om ejerforhold i Tingbogen. Det er de aktuelle ejerforhold, der er afgørende. Hvis ejendommen er under salg, er det tidspunktet for slutseddelens underskrift, der er afgørende for, hvem der kan rejse en hegnssag, og hvem, der skal indkaldes. Disse oplysninger skal fremgå af anmodningen om hegnssyn.
Tinglyste servitutter fremgår af tingbogen. Tingbogen finder du hos:
Retten i Lyngby
Tinglysningskontoret
Lyngby Hovedgade 96
2800 Lyngby
Her kan du også bestille udskrifter af tingbogsoplysninger. Telefonisk kontakt dagligt mellem kl. 9.00 til kl. 12.00 på 9968 4800.
Hegnssynet træffer afgørelsen på baggrund af parternes krav (påstande) og begrundelse for krav (anbringender). Det er derfor vigtigt, at alle oplysninger bliver forelagt hegnssynet. Der skal være tale om en konkret, aktuel hegnstvist. Det vil sige, at hegnssynet kan ikke afgive udtalelser (syn og skøn) eller tage stilling til hypotetiske sagsforhold.
Dokumentation, for eksempel tinglyste servitutter, lokalplaner, byplanvedtægter eller andet særligt retsgrundlag vedrørende ejendommene, må du gerne sende med anmodningen, og de skal senest fremlægges på tidspunktet for besigtigelsen.