Det er både godt for have, kældrer og vores kloaker, hvis du som grundejer selv gør en indsats for at nedsive regnvand i egen have og på egen grund.
Der er flere forskellige muligheder for at nedsive og forsinke regnvandet. På disse sider har kommunen samlet materiale om, hvordan man kommer i gang med selv at håndtere sit regnvand på egen grund. Du finder også en guide til, hvordan man søger tilladelse til at nedsive regnvand eller ansøger om at få tilbagebetalt tilslutningsbidraget.
For nemhedens skyld har Gentofte Kommune samlet begge ansøgninger i et fælles skema, så du nu kun skal udfylde én ansøgning. Du finder ansøgningsskemaet på siden her.
Mulighed for forsinkelse eller nedsivning af regnvand
Mulige løsninger er delt op i to:
-
Forsinkelse, hvor regnvandets påvirkning forsinkes og dermed fordeles over længere tid
-
Nedsivning, hvor alt eller en del nedbør holdes på egen grund, hvorved belastning af kloaknettet undgås.
Forsinkelse dækker over muligheder som regnvandsbeholdere, grønne tage og vandhuller. Læs mere om forsinkelse af regnvand her. Nedsivning af regnvand dækker over muligheder som faskiner og regnvandsbeholdere. Læs mere om nedsivning her.
Få penge for dit regnvand
Hvis man håndterer alt regnvandet på egen grund, kan man i Gentofte Kommune udtræde af kloakfællesskabet for behandling af regnvand. Nordvand A/S har i det tilfælde mulighed for at tilbagebetale op til 40 % af tilslutningsbidraget som et engangsbeløb. I 2010 udgjorde det beløb, der kan tilbagebetales for et en-familiehus ca. 21.000 kr.
Læs mere om tilbagebetaling af tilslutningsbidraget og find ansøgningsskemaet på nordvands hjemmeside.
Tilskud til etablering af faskiner eller grønne tage
1. juni 2011 trådte BoligJobordningen i kraft, som blandt andet gør det muligt at få anlagt grønt tag eller etableret en faskine med skattefradrag på udgifterne til arbejdslønnen. Læs nyheden herom på Miljøministeriets hjemmeside.