Næsten hele Gentofte Kommune er beliggende i byzone. Kommunen er et sammenhængende bysamfund, der igen er del af det vidtstrakte hovedstadsområde. En række topografiske træk danner dog et mønster, der opdeler kommunen i bydele.
De store vejanlæg, jernbanerne, skovene og parkerne danner således skel mellem 7 bydele: Hellerup, Klampenborg-Skovshoved, Ordrup-Charlottenlund, Jægersborg, Gentofte, Vangede og Dyssegård.
Alle bydelene er næsten fuldt udbyggede, og de fleste har indkøbscenter, bibliotek, institutioner og fritidsanlæg.
Bydelene Hellerup og Ordrup-Charlottenlund udgør med hensyn til indbyggertal og centerstørrelser tyngdepunkter i kommunen.