Strategi for den fysiske planlægning i Gentofte Kommune

Strategien for den fysiske planlægning er en integreret del af Gentofte-Plan, der udmøntes og realiseres gennem kommuneplanen.

Charlottenlund Skov

Strategien for den fysiske planlægning er en integreret del af Gentofte-Plan, der udmøntes og realiseres gennem kommuneplanen.

Gentofte-Plan er Gentofte kommunes strategiske styringsværktøj, og er en samling af Budget, Servicestrategi og Kommuneplan.

Gentofte-Plan vedtages årligt af Kommunalbestyrelsen. Formålet er, at angive retning for kommunens samlede udvikling og fastlægge de økonomiske rammer.

Gentofte-Plan indeholder Kommunalbestyrelsens vision, overordnede indsatser og prioriteringer. Indsatsområder kan gælde på tværs af hele organisationen eller være målrettet i forhold til de enkelte målområder.

For at udvikle den kommunale opgaveløsning samarbejder kommunen med eksterne parter, såvel private som offentlige myndigheder.

Vision for Gentofte – ”et godt sted at bo, leve og arbejde” er, at kommunen fortsat vil være kendt for det høje serviceniveau, en lav beskatning og en sund økonomi – og at være den veldrevne kommune, der har kvalitet, effektivitet og fornyelse for øje, når opgaverne løses.

For borgere og virksomheder giver Gentofte Kommunes centrale beliggenhed mange muligheder, f.eks. infrastrukturmæssigt og kulturelt. Kommunens attraktion er nærheden til by, søer, skove, strand og hav, den rige kulturarv samt fritidsmulighederne, det rige kulturliv, de gode indkøbsstrøg og de sociale forhold. Det er en ramme, som Kommunalbestyrelsen fortsat vil sikre er til stede.

Det er Kommunalbestyrelsens mål, at kommunen skal bevares og udvikles som en smuk kommune til glæde for borgernes livskvalitet her og nu og til glæde for kommende generationer.

Bygninger, bebyggelser og grønne områder skal være smukke, spændende og oplevelsesrige. Arkitekturen skal være af så høj kvalitet, at den er værd at bevare for eftertiden. Der skal tænkes på omgivelserne, på indpasningen i den nære bebyggelse og lokalområdet.

Der skal ved planlægning af ny bebyggelse tages hensyn til kommunens rige kulturarv, herunder de mange karakteristiske og bevaringsværdige bygninger og anlæg. I planlægningen fokuseres der også på at beskytte de grønne områder på en måde, så disse ikke blot bevares men også styrkes.

Kommunalbestyrelsen har vedtaget en arkitekturpolitik for at fremme forståelsen for og udbredelsen af god arkitektur i kommunen. I arkitekturpolitikken opstilles Kommunalbestyrelsens målsætning som ejendomsejer og – forvalter, bygherre, myndighed og støttegiver.

Det overordnede mål for kommunens grønne områder er at sikre og videreudvikle områdernes kvaliteter, såvel de havekunstneriske som de natur- og miljømæssige. De nye opgaver vedr. beskyttelse af fredede områder og naturtyper prioriteres højt, herunder bidrag til genopretning af natur og forbedring af kvaliteten i vandet i kommunens søer, vandløb og kystnære vande.

For tydeligere at relatere de enkelte målområder i Gentofte-Plan i forhold til den fysiske strategi er der kort redegjort for de aktuelle tiltag indenfor en række målområder.

Kultur og Bibliotek

Vision for målområdet er, at alle borgere har adgang til kultur, der giver udsyn og indsigt, og som understøtter aktiv kreativ udfoldelse, oplevelse, almen dannelse og oplysning.

Gentofte Kommune har som et fokusområde at styrke kvaliteten og koordinere indsatsen på det kulturelle område. Bibliotekerne har en central rolle og har udviklet sig til også at være huse, hvor kulturaktiviteter og kulturoplevelser er en del af tilbuddet til borgerne.

I Ordrup er der i 2008 etableret et nyt multihus, der både rummer bydelsbibliotek, gymnasiebibliotek, idrætsfaciliteter og auditorium.

Musikskolen, DramaBilledskolen, Børnekulturcentret og aftenskolerne samles i et fælles hus på Kulturskolerne, Duntzfelts Allé 8.

Øregaard Museum har i stadig højere grad prioriteret kvalitet og formidling af både den faste og de skiftende udstillinger. Museets aktiviteter og besøgstal er steget markant – et niveau der skal fastholdes og udvikles.

Den aktive deltagelse og ønsket om selv at have indflydelse på den kulturelle og kreative udfoldelse er omdrejningspunktet for et 3-årigt forsøg med Aktivitetshuset i Gentoftegade 71.

Skole og Fritid

Visionen er, at alle børn skal lære mere. De skal lære, og de skal lære, hvordan de hver især lærer bedst.

En opfølgning på visionen er muliggjort ved hjælp af ekstraordinære investeringer i udvidelse og modernisering af bygninger både til skole og til fritid, der omfatter såvel pædagogisk nytænkning som plads til 2000 flere børn. Her er tale om skoler, fritidsordninger, idrætshaller og forskellige friluftsanlæg, sådan at også idrætslivet i Gentofte Kommune har fået bedre fysiske vilkår.

Arbejdet med udbygning og forbedring af de fysiske rammer forventes tilendebragt i løbet af de nærmest kommende år. 

Idræt og Fritid

Visionen er, at alle borgere, uanset alder, skal have mulighed for at deltage aktivt i et varieret fritidsliv - at aktivitetsmuligheder og rammer udvikles i dialog med foreninger og andre initiativtagere.

I kommunens Idræts- og bevægelsespolitik, med en 12 årig vision og en række mål for perioden 2005 -08, er der sat særlig fokus på at styrke idræts- og motionsområdet, både på aktiviteter, nye målgrupper og udbygning af kommunens idrætsfaciliteter inden for fire indsatsområder; elite idræt, foreningsidræt, motionsidræt og særlige målgrupper. For alle områder skal rammerne styrkes, også de to store kommunale fælles idrætsanlæg, Kildeskovshallen og Gentofte Sportspark.

Visionen er, at skabe de bedst mulige rammer for borgernes alsidige brug af de offentlige, grønne arealer til rekreation, leg, friluftsliv, naturoplevelser og som mødested borgerne imellem. Den grønne ressource skal beskyttes og udvikles med respekt for bestående naturværdier og særlige landskabelige forhold, med hovedvægten lagt på biologisk mangfoldighed, rekreative og æstetiske kvaliteter.

Inden for de givne rammer udvikles de grønne områder gennem planlægning og drift, under behørig hensyntagen til de historiske og kulturelle værdier i kommunen. Borgernes livskvalitet forbedres gennem oplevelsen af attraktive, frodige anlæg i form af parker, grønne områder, moser, skov og strand, bundet sammen af grønne veje og stier.

Natur og Miljø

Visionen er, at Gentofte Kommune skal være en miljøbevidst kommune præget af store naturkvaliteter, høj miljøstandard og rekreative kvaliteter. En bæredygtig udvikling skal ske i samarbejde med kommunens borgere, brugere, interesseorganisationer og virksomheder.

Indsatsen sker bl.a. gennem Agenda21-arbejdet.

Som følge af kommunalreformen har Gentofte Kommune fået det samlede ansvar for at tage vare på kommunens natur og miljø. Det giver nye muligheder for helhedsorienteret tænkning i forhold til planlægning, myndighedsindsats og frivilligt arbejde for en grøn kommune med høj rekreativ værdi.

Gentofte Kommunes myndighedsopgaver på natur- og miljøområdet omfatter følgende områder:

  • Natur og grønne områder
  • Vandforsyning
  • Spildevand
  • Affald og genanvendelse
  • Energi
  • Trafik
  • Virksomheder
  • Luftforurening
  • Agenda 21