Kommuneplan 2009 er en del af Gentofte-Plan 2008, som er kommunens strategiske styringsværktøj og en samling af Kommuneplan, Budget og Servicestrategi. Formålet med Gentofte-Planen er at angive retningen for kommunens samlede udvikling og at fastlægge de økonomiske rammer.
Kommunalbestyrelsen skal i første halvdel af deres valgperiode offentliggøre en kommuneplanstrategi. Strategien skal indeholde Kommunalbestyrelsens vurdering og strategi for udviklingen i kommunen samt en beslutning om, hvordan kommuneplanen skal revideres. Kommuneplanstrategien var i offentlig høring i 8 uger fra den 23. november 2006 til den 1. februar 2007. Kommunalbestyrelsen besluttede den 30. april 2007, at der ikke skulle foretages ændringer i den offentliggjorte strategi.
Forslag til Kommuneplan 2009 var i høring fra den 14. december 2007 til den 14. marts 2008 og flere af ændringsforslagene i høringsperioden er indarbejdet i kommuneplanen.
Kommuneplan 2009 bygger videre på den vedtagne kommuneplanstrategi og Kommunalbestyrelsens visioner og mål fra Gentofte-Plan 2007 og er stort set opbygget efter samme princip som Kommuneplan 2005, men visse afsnit er nu på anden måde integreret i Gentofte-Planen.
Under afsnittet Generelle forudsætninger og rammer i Gentofte-Plan 2008 beskrives Planforudsætningerne, herunder Kommuneplanrevision, Landsplandirektiv for Hovedstadsområdet, Miljøvurdering af Gentofte-Plan 2008 og status for lokalplaner og kommuneplantillæg, arealanvendelse og boligstruktur, beboede boliger efter boligart mv., pendling og beskæftigelse mv. og mulighed for fremtidig byudvikling.
Herudover er Vision og Fokusområder, dele af hovedstrukturen og redegørelsen, herunder Befolkningsudvikling, Økonomiske nøgletal, dele af Boligstruktur, Erhverv og beskæftigelse, Offentlig service, Forsyning og Agenda 21 indeholdt i Gentofte-Planen.
Fuld revision af kommuneplanen
Kommuneplan 2009 indeholder hovedstruktur, rammer for lokalplanlægningen og en redegørelse for planen. I kommuneplanen er forskellige elementer, der udfolder visionen - et godt sted at leve, bo og arbejde - samlet i afsnittet Strategi for fysisk planlægning. Endvidere er der en mere detaljeret behandling af de 3 elementer - Grøn Struktur, Kulturarv og Planer for bydelene, som Kommunalbestyrelsen har vedtaget at sætte mere fokus på.
Landsplandirektivet for Hovedstadsområdet, Fingerplan 2007, angiver nye retningslinjer for udpegning af stationsnære områder, hvilket er indarbejdet i kommuneplanen.
De generelle rammer er blevet udbygget og det betyder, at dele af de specifikke rammer nu er indeholdt i de generelle rammer.
Regionplanretningslinjer fra Regionplan 2005 er indarbejdet.
Et enkelt rammeområde har ændret anvendelse fra offentligt formål til rekreativt område.
Et enkelt blandet bolig- og erhvervsområde har ændret anvendelse til boligområde.
Parkeringsnormerne er ændret i områder for etageboliger, blandet bolig- og erhverv, tæt-lav og centerområder.
Der er endvidere ændringer af specifikke rammebestemmelser.
Selve kommuneplanen består af to dele - dels en hovedstruktur, dels rammer for lokalplanlægningen. Kommuneplanen ledsages af en redegørelse som indeholder en beskrivelse af forudsætningerne for planen.
Med Kommuneplan 2009 er der gennemført en fuld revision af kommuneplanen. Både hovedstruktur, rammer for lokalplanlægningen samt den tilhørende redegørelse er blevet behandlet.
Samtidig er Kommuneplan 2009 en del af Gentofte-Plan 2008, hvori Kommunalbestyrelsens visioner og valg af fokusområder for de nærmeste år indgår.
En del af de tidligere traditionelle emner i kommuneplanen indgår i Gentofte-Planen under afsnittene Vision og tværgående indsatsområder, Tværgående politikker og strategier og Generelle forudsætninger og rammer.
Gentofte Kommune ønsker fortsat at være godt med i udviklingen af "Den digitale forvaltning" og det er i naturlig forlængelse heraf, at også Kommuneplan 2009 er digital.
Den grundlæggende struktur i rammerne for lokalplanlægningen blev skabt i den første kommuneplan for Gentofte Kommune, der blev vedtaget i 1981. Rammerne er efterfølgende blevet revideret hvert fjerde år og i forbindelse med kommuneplantillæg i de mellemliggende perioder.
Kommunalbestyrelsen har i forbindelse med Kommuneplan 2009 ønsket at fortsætte den revision af struktur og indhold i rammerne som blev startet med Kommuneplan 2005. I Kommuneplan 2009 benyttes en landsdækkende standard, PlanDK, som systematik for rammerne.
Målet har været, at rammerne er entydige og tilpasset til anvendelsen som grundlag for lokalplanlægningen.
Hvad siger loven om kommuneplanlægning?
Kommuneplaner udarbejdes i henhold til planloven. Kommuneplan 2009 for Gentofte Kommune er udarbejdet efter bestemmelserne i planloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 813 af 21.juni 2007, der samtidig er grundlag og ramme for administrationen af en række sektorlove som for eksempel miljøbeskyttelsesloven og naturbeskyttelsesloven.
Kommuneplanen er den sammenfattende plan for arealanvendelsen og bebyggelsesforhold i kommunen.
Kommuneplanen må ikke stride mod:
-
Landsplandirektivet for Hovedstadsområdet, Fingerplan 2007
-
Retningslinjer fastsat i Regionplan 2005, der har retsvirkning som landsplandirektiv
-
Regler fastsat af Miljøministeren til varetagelse af landsplanmæssige interesser
-
Beslutninger efter en vandplan eller en Natura 2000-plan
-
En Natura 2000-skovplan, udarbejdet i medfør af skovloven
Ifølge planloven skal der foreligge en kommuneplan for hver af landets kommuner.
Kommuneplanen udarbejdes med en 12-års planperiode.
Det er planlovens formål at sikre en sammenfattende planlægning. Denne planlægning skal forene de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen. Den skal desuden medvirke til at værne om landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og planteliv.
Kommunalbestyrelsen skal inden udgangen af den første halvdel af den kommunale valgperiode offentliggøre en strategi for kommuneplanlægningen, herunder meddele på hvilken måde kommuneplanen vil blive revideret, eller om den vedtages for en ny 4-årig periode. En strategi kan i øvrigt offentliggøres, når Kommunalbestyrelsen finder det nødvendigt eller hensigtsmæssigt.
Kommuneplanens opbygning og indhold
Inden for rammerne af lands- og regionplanlægningen skal kommuneplanen fastlægge en hovedstruktur for hele kommunen og rammer for lokalplanlægningen i de enkelte dele af kommunen. Planen skal ledsages af en redegørelse for planens forudsætninger.
I hovedstrukturen angives de overordnede mål for udvikling og arealanvendelse i kommunen, herunder bl.a. strategi for den fysiske planlægning, bevaringsværdige kulturmiljøer, bymiljøer og bebyggelser og de særlige temaer som grøn struktur, kulturarv, bydelsplanlægning og trafikpolitik.
I rammer for lokalplanlægningen fastsættes retningslinjer for indholdet af lokalplaner for de enkelte dele af kommunen, herunder anvendelse og omfang af bebyggelse, adgangs- og parkeringsforhold samt eventuelle bevaringsinteresser.
Redegørelsen omhandler forudsætninger og hensigter med retningslinjerne i kommuneplanens hovedstruktur og rammedel.
Redegørelsen omfatter endvidere kommuneplanens forhold til den overordnede planlægning samt kommunens hidtidige planlægning.
Retsvirkninger
Kommuneplanen har ikke en direkte bindende virkning for grundejerne, men ifølge planloven skal Kommunalbestyrelsen virke for kommuneplanens gennemførelse.
Kommunalbestyrelsens bygge- og anlægsvirksomhed må ikke stride mod kommuneplanens hovedstruktur eller rammer.
Redegørelsen er retligt set en fortolkning, der handler om planens forudsætninger og hensigterne med retningslinjerne i hovedstrukturen og rammedelen.
Redegørelsen er ikke bindende for Kommunalbestyrelsen og skal ikke vedtages som kommuneplanforslaget eller kommuneplanen.