Kirkerne
Kommunens 9 kirker lægger rum til folkekirkens mange aktiviteter for børn og voksne. Desuden findes 2 katolske kirker.
Lokalhistorisk Arkiv
Formidling af den lokale historie og den lokale kulturarv foregår blandt andet på Øregård Museum og i Lokalhistorisk Arkiv. Lokalhistorisk Arkiv er beliggende på hovedbiblioteket i Hellerup.
Museer og Udstillinger
Øregård Museum indeholder den Hegelske samling, en historisk-topografisk samling og Paul Fischers malerier. Herudover arrangeres der særudstillinger samt en række udadvendte aktiviteter i form af foredrag, høst- og julemarkeder, musikarrangementer og lignende.
Ordrupgaard rummer en anerkendt samling af fransk kunst fra det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Særudstillingerne er ligeledes en vigtig og velbesøgt del af Ordrupgaards virksomhed. Museet er i 2003-2005 udvidet med henblik på at forbedre publikumsfaciliteterne og give bedre plads til samlingerne.
Herudover er arkitekt Finn Juhls villa, som støder op til museet og rummer en interiørhistorisk spændende helhed, blevet inddraget under Ordrupgaard.
Af andre museer findes Gentofte Brandvæsens Museum og Garderhøjfortet, der er specialmuseer.
Derudover har to særlige seværdigheder til huse i kommunen: Experimentarium og Danmarks Akvarium. Experimentariet er et aktivitets- og udstillingscenter med fokus på naturvidenskab, teknologi, miljø og sundhed. Danmarks Akvarium er et oplevelsescenter med mange interessante fiskearter og enestående akvariedekorationer.
Svenske Villa i Bernstorffsparken er restaureret på privat initiativ i 1995 og anvendes til udstillinger og andre kulturelle aktiviteter.
Anlæg af historisk betydning
Bernstorff Slot og Charlottenlund Slot er seværdige historiske bygninger. Slottene ligger begge i offentlige parker, der ejes af Staten og administreres af Slots- og Ejendomsstyrelsen.
I kommunen er flere sportsanlæg af kulturhistorisk betydning. Der kan nævnes Charlottenlund Travbane og Klampenborg Galopbane.
Forstbotanisk Have, Brandts Have og Hellerup Strandpark er seværdige haver.
Flere steder i kommunen findes der synlige rester af Københavns Befæstning. Af markante anlæg kan nævnes Charlottenlund Fort og Garderhøj Fort.
Teater og Biograf
Bellevue Teater er egnsteater for Gentofte Kommune, og desuden findes i Ordrup et aktivt amatørteater, Teatret Bag Kroen.
I Gentoftegade ligger biografen, Gentofte Kino.