Det er intentionen med den overordnede planlægning at samle og koncentrere de bymæssige aktiviteter således, at de funktioner (arbejdspladser, boliger, institutioner), der har en bymæssig tæt karakter og giver anledning til et højt aktivitets- og trafikniveau, lokaliseres mest centralt i byområdet. Lokalisering i de stationsnære områder skal bidrage til en trafikal adfærd, hvor væsentlig flere benytter kollektiv transport end generelt til og fra byfunktioner i de ikke-stationsnære områder.
Byfunktioner, som på grund af arealudnyttelse, arbejdspladstæthed eller besøgsmønstre har en intensiv karakter omfatter bl.a. kontor- og serviceerhverv, beskæftigelsesintensive produktionserhverv, offentlige institutioner, udstillings- og kongrescentre, større idrætsanlæg og multianvendelige anlæg til fritidsformål, hoteller, tæt boligbebyggelse o.lign.
Med Fingerplan 2007 lægges der op til en justering af de stationsnære områder der giver kommunen en større frihed. Som noget nyt er det stationsnære kerneområde udvidet fra 500 m til en afgrænsning med udgangspunkt i en gangafstand på op til 600 m fra stationen. Afgrænsningen af det øvrige stationsnære område er skematisk afgrænset inden for en radius af 1000 m fra stationen eller ved et amøbeprincip.
Alle eksisterende og besluttede stationer på de væsentlige jernbanestrækninger i Hovedstadsområdet er udpeget som lokaliseringspunkter for denne afgrænsning, herunder Metroen.
En række af stationerne er på baggrund af deres trafikale betydning endvidere udpeget som knudepunktsstationer med særlig lokaliseringsmæssig betydning.
Konkretiseringen af de stationsnære områder skal ske i kommuneplanlægningen. Denne konkrete afgrænsning er en forudsætning for, at Fingerplanens retningslinier om ændret og mere intensiv arealanvendelse i de enkelte stationsnære områder kan træde i kraft.
I de stationsnære områder skal kommunen vurdere mulige ændringer både i arealanvendelse og bebyggelsestæthed for at sikre en mere intensiv arealudnyttelse.
Allerede vedtagne lokalplaner (før den 1. august 2007), som muliggør kontorbyggeri, kan udnyttes uanset beliggenhed og de nye regler i Fingerplanen.
Afgrænsning af det stationsnære areal
Gentofte Kommune er en næsten fuldt udbygget kommune, hvor hovedstrukturen er grundlagt af de naturgivne forhold samt tidligere generationers planlægning og anlægsaktivitet.
Der er gennem tiden foretaget større og mindre justeringer i hovedstrukturen, når et område har skiftet anvendelse eller større bygningsanlæg er blevet opført. Sådanne forandringer vil også ske fremover.
Gentofte Kommune er særdeles velforsynet med stationer. 10 stationer er helt eller delvist beliggende i kommunen. Kommunen indeholder stationsnære arealer til ikke mindre end 14 stationer.
Dette betyder, at stort set hele Gentofte Kommune er et stationsnært område. Fire af de stationer, der afkaster stationsnært areal i kommunen, er knudepunktstationer. Det gælder Klampenborg, Hellerup, Svanemøllen og Lyngby station.
Med Kommuneplan 2001 blev der foretaget en konkret afgrænsning af det stationsnære areal. Afgrænsningen tager udgangspunkt i kommuneplanens rammeområder.
Det stationsnære areal blev senere suppleret med Grusbakken og Sandtoften i Vangede i 2003. Denne afgrænsning fastholdes med Kommuneplan 2009.
Der blev i forbindelse med udpegningen af det stationsnære areal foretaget en konkret analyse af kommunens bebyggelsesstruktur og arealanvendelse i forhold til stationsnærhedsprincippet. Analysen viste, at den eksisterende hovedstruktur i høj grad opfylder målsætningerne i dette planlægningsprincip.
Analysen viste også, at der ikke var umiddelbare muligheder for at intensivere anvendelsen eller bebyggelsesforholdene i nærheden af stationerne.
Det stationsnære kerneområde er i kommuneplanlægningen afgrænset med udgangspunkt i maksimale gangafstande til stationer på 600 m.
Såfremt den kommunale planlægning giver mulighed for at lokalisere kontorbyggeri med mere end 1.500 etagemeter i det stationsnære område men uden for det stationsnære kerneområde, skal der redegøres for, hvordan der vil blive arbejdet med supplerende virkemidler med henblik på at sikre trafikale effekter svarende til det stationsnære kerneområde. Det kan være et begrænset udbud af parkeringspladser suppleret med forskellige former for mobility management, som f.eks. direkte tilbringerservice til og fra stationen, firmacykelordninger til og fra stationen mv.
De konkrete muligheder i forbindelse med den videre planlægning og lokalisering af byfunktioner med særligt intensive aktivitets- og trafikbehov vil blive nærmere vurderet efter principperne for stationsnærhed i Fingerplan 2007.