Agenda 21 i Gentofte Kommune

Den lokale Agenda 21 adskiller sig fra den regionale ved at tage udgangspunkt i det nære miljø og den enkelte borgers praktiske muligheder for at handle.

Den lokale Agenda 21 kan ses som en samlende ’paraply’ for allerede igangværende og nye aktiviteter til fremme af en bæredygtig udvikling lokalt i kommunen. Aktiviteterne bør tilgodese helhedssyn og tværgående tænkning, aktiv borgerdeltagelse, kredsløbstankegang samt en styrkelse af det langsigtede perspektiv.

Små ændringer kan også gøre en forskel

Der findes ikke en opskrift på lokal Agenda 21. Det er op til det enkelte lokalsamfund at fastlægge et indhold og en form, der er tilpasset de lokale forudsætninger og behov.

En lokal Agenda 21 kan behandle miljømæssige forhold som f.eks. affald, vand, luft, jord, energiforsyning, trafikplanlægning, byplanlægning samt sociale og arbejdsmæssige forhold. Initiativerne kan komme mange steder fra f.eks. grundejerforeninger, skoleklasser, foreninger, erhverv osv.

Det handler om at tage fat hvor man står og hvor man i øvrigt mener, at der kan skabes mere bæredygtige løsninger. En af de fundamentale forudsætninger for at opnå en bæredygtig udvikling er en bred offentlig deltagelse.

Grønt regnskab

I Gentofte Kommune er rammerne for Agenda 21 arbejdet den aktuelle Agenda 21 strategi som man kan læse mere om på disse sider. Der udarbejdes fortsat årligt et Grønt Regnskab for kommunen. De seneste kan findes herunder.