Styreapparat
Alle signalanlæg er styret af et elektronisk styreapparat, som har til formål at sikre, at de programmerede sikkerhedstider samt rød-, gul- og grøntider overholdes i signalanlægget, således at der ikke opstår farlige situationer med samtidigt grønt i konflikterende / modsatte retninger.
Derudover er styreapparatet i stand til at overvåge, om der er sket fejl eller skader på selve styreapparatet eller på det øvrige signalmateriel (f.eks. ødelagte lanterner og defekte pærer) i krydset.
Hvis et styreapparat registerer en alvorlig fejl i signalanlægget (f.eks. en systemfejl eller en påkørsel af en signalstander) vil styreapparatet af sikkerhedsmæssige hensyn altid slukke.
Grøntider
Grøntiden er den tid, hvor der er grønt i en bestemt retning i krydset. Denne fastlægges på baggrund af trafikmængden i krydset.
Grøntiden for fodgængere er ofte kort. Dette er ikke for at genere fodgængerne, men fordi der også skal være tid til en sikkerhedstid. Sikkerhedstiden for fodgængerne har til formål at sikre, at fodgængere, der træder ud i fodgængerfeltet i præcis det øjeblik, hvor fodgængersignalet skifter til rødt, stadig kan nå sikkert over fodgængerfeltet med almindelig ganghastighed.
Dårligt gående fodgængere vil kunne nå sikkert over fodgængerfeltet inden for den samlede grøntid og sikkerhedstid. Vi anbefaler, at dårligt gående fodgængere altid starter ved en ny grøn fodgængermand.
Sikkerhedstider
Sikkerhedstiden er den mellemtid, der går fra lyssignalet i den ene retning skifter til rødt, til signalet i den modsatte retning skifter til grønt. Sikkerhedstiden har til formål at sikre, at alle trafikanter kan nå sikkert over krydset, inden trafikanterne i modsatte retning må gå eller køre frem.
Der findes forskellige sikkerhedstider for alle trafikantgrupper (fodgængere, cyklister og bilister) i et signalanlæg. Sikkerhedstiderne i Gentofte Kommunes signalanlæg er beregnet på baggrund af Vejdirektoratets Vejregler for signalanlæg.