Information om handicapparkering i Gentofte

Gentofte Kommune har etableret handicappladser flere steder i kommunen. Disse pladser må kun benyttes af personer med gyldigt handicap-parkeringskort. Vær desuden opmærksom på, at der er særlige vilkår for inde­havere af et handicap-parkeringskort i forbindelse med parkering.

Invalidesymboltavle

Invalideparkeringspladser

Handicappladser er reserveret til personer med gyldigt handicap-parkeringskort (invalideskilt). Disse pladser skal respekteres og vil blive kontrolleret af Parkering Gentofte. Overtrædelse kan medføre en parkeringsafgift.

Når et invalideskilt eller parkeringskort anvendes, skal det være anbragt inden for forruden med kortets forside synlig for kontrol.

Særlige vilkår i forbindelse med parkering

Vi gør opmærksom på, at der også gælder nedenstående særlige vilkår for inde­havere af et handicap-parkeringskort i forbindelse med parkering:

  • Parkering indtil 15 minutter på steder hvor alene af- og pålæsning er tilladt, steder med par­kerings­forbud samt gågader, hvis ærindekørsel er tilladt. 
  • Parkering indtil 1 time på steder, hvor 15 eller 30 minutters parkering er tilladt.
  • Parkering tidsubegrænset på steder, hvor 1, 2 eller 3 timers parkering er tilladt - medmindre der på skiltet med handicapsymbolet er angivet en tidsbegrænsning. I givet fald skal dette følges, og p-skiven indstilles.

Er der ikke en handicapplads, eller er den optaget, gælder samme lempelser, hvis indehavere af et handicapparkeringskort/invalideskilt parkerer på en almindelig parkeringsplads

Det er ikke tilladt at parkere, hvor der er et standsningsforbud.­

Etablering af invalideparkeringspladser

Park og Vej tilbyder at etablere en invalideparkeringsplads på kørebanen ud for den enkelte borgers bolig, hvis ansøgeren har et gyldigt handicap-parkeringskort, og der ikke er noget trafiksikkerheds­mæssigt til hindre for at anlægge invalideparkeringspladsen på det konkrete sted.

Ansøger skal fremsende et brev eller en email til Park og Vej og vedlægge en (hånd-)skitse af hvor på kørebanen invalideparkeringspladsen ønskes placeret (f.eks. i forhold til indgang, asfaltrampe mm).

Invalideparkeringspladsen afmærkes på kørebanen som en parkeringsbås med invalidesymbol og etableres med en bredde på 2 meter og en længde på 5 meter - gerne længere, hvis der er behov for dette. 

Derudover opsættes der en en anonym invalidesymbol færdselstavle ud for den enkelte invalideparkeringsplads, således at det tydeliggøres (også i snevejr), at pladsen kun må benyttes af bilister med handicap-parkeringskort.

Der kan i særlige tilfælde opsættes en invalidesymbol færdselstavle med registreringsnummer. Dette beror på en individuel vurdering men praksis er, at disse tavler opsættes, hvor der er et stort parkeringspres, hvilket er fortrinsvis i bydelscentrene.

I alt findes der omkring 75 invalideparkeringspladser i kommunen, hovedsageligt individuelt ansøgte pladser men også et mindre antal invalideparkeringspladser ud for enkelte offentlige bygninger i kommunen.

Ansvarlig for siden:

Parkering Gentofte
Ørnegårdsvej 17, Gentofte 2820, 39988240