Pr. 15. maj 2011 blev der indført parkeringszoner i to områder omkring Hellerup Station og i et område omkring Bakken. Parkeringszonerne tager udgangspunkt i kommunens trafikpolitik og har til hensigt at gøre det lettere for de lokale beboere og erhvervsdrivende at finde parkering i deres eget nærområde.
Parkeringszonerne har været i høring blandt borgere, grundejerforeninger og andre interesserede i sagen i perioden fra den 5. oktober 2010 til den 8. november 2010.
Parkeringszonerne blev godkendt på Kommunalbestyrelsens møde den 21. juni 2010 og endeligt besluttet med få tilpasninger på mødet den 1. februar 2011.
Parkeringszonernes udstrækning
Du kan se et kort over den geografiske afgrænsning af parkeringszonerne ved Hellerup Station og Bakken samt se skiltningen her (pdf-fil).
Tidsmæssige restriktioner
De to parkeringszoner omkring Hellerup Station har tidsbegrænset parkering på 30 minutter. Tidsbegrænsningen gælder alle hverdage i tidsrummet kl. 7-10 og kl. 16-18.
I området omkring Bakken er der 1-times tidsbegrænset parkering i parkeringszonen - men kun i sommerhalvåret, hvor Bakken er åbent. I denne periode gælder tidsbegrænsningen alle hverdage i tidsrummet kl. 15-24, alle lørdage i tidsrummet kl. 12-24 samt på alle søn- og helligdage i tidsrummet kl. 12-23.
Samtidig tilbydes der gratis licensordning til beboere og erhvervsdrivende i begge områder, der fritager licenshavere fra zonens tidsrestriktioner.
Licensordning
Der er etableret en licensordning med beboerlicenser, erhvervslicenser og gæstelicenser, gældende for et år ad gangen. Licenserne kan erhverves her.