Genvejsmenu

Renholdelse og vintervedligeholdelse

En ren by er noget vi alle har gavn af i hverdagen, og om vinteren sætter vi alle pris på et ryddet fortov og en sne- og isfri vej. Derfor er det vigtigt, at kommune og borgere hjælpes ad med denne opgave.

Tegning af mand og barn der fejer blade sammen

 

Her kan du læse, hvad kommunen har ansvar for, og hvad du som grundejer har ansvar for, når det gælder renhold og vintervedligehold af veje, fortov og stier.

 

Regler for renhold, snerydning og saltning/grus

En enig kommunalbestyrelse besluttede at overlade fejning og snerydning af fortove og stier til grundejerne fra den 1. januar 1991. Det betyder, at hvis du er ejer af en ejendeom, der grænser op til offentlig eller privat vej, skal du sørge for renholdelse, snerydning og glatførebekæmpelse på fortove og eventuelle stier.

Park og Vej renholder kørebaner, rendestene, cykelstier og parkerings pladser, men når det gælder fortovene, er det altså op til borgerne selv at holde Gentofte ren.

Hvis du er forhindret

Hvis en grundejer af den ene eller anden årsag er forhindret i selv at klare opgaven – f.eks. ved bortrejse eller fordi ejeren ikke selv bebor ejendommen – må der skaffes en stedfortræder, der bor i nærheden.

Ejerens overdragelse af opgaven til en anden må ske ved en skriftlig aftale, fejeerklæring, som skal meddeles til Gentofte Kommune, Park og Vej, der fører tilsyn med renholdelse af fortovene. Park og Vej skal vide, hvor man kan henvende sig, hvis der er noget at klage over. 

På siden Fejeerklæring kan du finde blanketten - Fejeerklæring til anmeldelse. Blanketten udfyldes direkte på siden eller udskrives til udfyldning. Fejeerklæringen sendes med original underskrift med almindelig post.