Nedenstående stammer fra artiklen "Gentofte - i historisk lys" udgivet af Gentofte Lige Nu i august 2010.
Den første vejbelysning med gaslygter
I 1879 overtog kommunen vedligeholdelsen og betjeningen af 36 gaslygter på Jægersborg Allé. Samtidig besluttede sognerådet at fordele lygterne ud over hele kommunen, således at flere borgere fik glæde af belysningen. De 11 lygter blev stående, mens de øvrige blev anbragt rundt omkring i kommunen: 8 i Ordrup, 7 i Skovshoved, 7 i Gentofte og 3 i Vangede. Det blev starten på en egentlig vejbelysning i Gentofte Kommune.
Endnu et gennembrud kom i 1893 med åbningen af Strandvejs Gasværk ved Tuborg Havn. Herfra skulle gassen leveres til belysning af veje - og senere også boliger. Tidligere havde beboerne selv skullet sørge for anskaffelse og vedligeholdelse af gadelygter. I kommunens kontrakt med gasværket blev det nu bestemt, at der skulle være én lygte pr. 200 alen vej (svarende til ca. 126 meter). Det betød, at mange hovedveje nu fik vejbelysning, men kun i tiden fra 1. august til 30. april, og lygterne blev slukket manuelt ved midnat. Begrebet natbelysning blev indført i 1907, da 7 lygter på Bernstorffsvej som noget nyt var tændt hele natten.
Når gaslygterne skulle tændes og slukkes, skete det som sagt manuelt, og det kostede dyrt. Men fra 1903 indførtes de såkaldte tændings- og slukningsautomater, som sparede kostbar tid.
Den første elektriske gadelampe
Den første elektriske gadelampe blev sat op i 1922, og efterhånden vandt elektriciteten mere og mere frem. Den ældst bevarede elektriske lampe står på Ermelundsvej.
I dag fungerer vejbelysningen udelukkende med elektricitet – med undtagelse af gaslamperne på Fabritius Allé – i alle døgnets mørke timer.
Gaslygter på Fabritius Allé
Gaslygtebelysningen på Fabritius Allé er etableret i 1924, hvor lygterne var tilsluttet Strandvejs Gasværket i Hellerup. Senere skete en omlægning til naturgas, som leveres fra Hovedstadens Naturgas. Vejbelysning baseret på gaslygter var tidligere almindeligt i de større byer, men de i alt 11 gaslygter på Fabritius Allé er de eneste, som fortsat fungerer.
Gentofte Kommune overdrog i 1992 ansvaret for lygternes pasning og vedligeholdelse til Gaslygtelauget Fabritius Allé, som er en privat forening for alléens beboere. Foreningens budget hviler på et tilskud fra Gentofte Kommune og et medlemskontingent. Der lægges et betydeligt frivilligt arbejde i lygternes drift og vedligeholdelse. Denne omfatter blandt andet løbende istandsættelse af gasbrænderne samt reparation af de gamle ure, som indgår i lygterne, og som sikrer, at lygterne dagligt tændes og slukkes.