Gentofte Kommunes vigtigste grunde til udskiftning af vejbelysningen har været, at man gerne ville give vejene et æstetisk løft, skabe øget trafiksikkerhed, opnå energibesparelse og i øvrigt benytte muligheden for at få nedtaget de gamle gittermaster, hvoraf mange er slidte og rustne, samt de gamle træmaster, som overordnet set må betegnes som kemisk affald som følge af års intensiv træbehandling.
Baggrund for valg af armatur og mastetype
Vejbelysningen er et meget synligt element i gadebilledet og derfor et punkt, som blev drøftet grundigt både politisk og i forvaltningen før indgåelsen af rammeaftalen i 2005. Det, som man i forbindelse med disse drøftelser lagde særligt vægt på, var at vejbelysning skulle skabe et mere ensartet, neutralt og roligt visuelt præg i gadebilledet, og at vejbelysningen skulle matche det øvrige gadeudstyr både i farve og form. Desuden skulle vejbelysningen give et godt og trafiksikkert lys, som skulle være rettet mod vejarealerne fremfor at oplyse den omkringliggende himmel.
Valget faldt på Philips Københavner-armatur på grund af sin klassiske, enkle form samt på en traditionel rørmast, som har den nødvendige styrke, men som alligevel virker meget spinkel i sin udformning. Disse to elementer er forbundet af en specialbygget arm, en såkaldt Gentofte-arm. Gentofte-armen er konstrueret af DONG Energy i 1993, og har et udlæg på 90 cm.
Både rørmasten, Gentofte-armen og Københavner-armaturet er lakeret i i ral-farve 7021, schwartzgrau. Denne farve benyttes også på Gentofte Kommunes gadeudstyr såsom vejnavneskilte, signalanlæg, buslæskærme, skraldespande mm.
Baggrund for valg af lyskilder
Tidligere blev der som udgangspunkt benyttet hvidt lys på trafikvejene og det mere ”hyggelige” gule lys på villavejene i Gentofte Kommune. I forbindelse med udskiftningen af vejbelysningen i Gentofte Kommune er der udelukkende valgt hvidt lys i form af metal-halogen lyskilder (70 eller 100 Watt) på trafikvejene og kompaktlysrør (42 Watt) på villavejene.
Baggrunden for dette er, at det hvide lys forbedrer farvegengivelsen markant og øger dermed trafiksikkerheden og lysets kriminalpræventive effekt. Derudover giver lyset fra de nye lysmaster en RA på 85-90 og kommer derved tæt på det, som de fleste mennesker tænker på som ”normalt” lys.
Energibesparelse
Den nye vejbelysning giver samme lysstyrke som tidligere, men der benyttes nu lyskilder med en lavere effekt. Dette er muligt, idet lyskeglen fra et Københavner-armatur kan koncentreres mere på kørebanen, hvor den gavner, og ikke op i luften. Lysniveauet målt på selve vejen er derfor blevet forbedret i forhold til tidligere, og det har stor betydning for trafiksikkerheden.
De nye lyskilder samt muligheden for natsænkning af lysniveauet til 50 % mellem kl. 24 og 06 forventes at give Gentofte Kommune en markant energibesparelse i størrelsesordenen 30 % af årsforbruget, svarende til omkring 1 mio kWh i forhold til det oprindelige anlæg.
Positiv respons på den nye vejbelysning
Både Gentofte Kommune og DONG Energy er meget tilfredse med den nye vejbelysning i Gentofte Kommune, og begge parter finder, at der er valgt en æstestisk god løsning, som passer godt ind i gademiljøet i Gentofte Kommune.