Frie- og private grundskoler

Frie skoler er en samlebetegnelse for frie grundskoler (privatskoler), efterskoler, husholdnings- og håndarbejdsskoler og højskoler.

De frie skoler er selvejende institutioner, og brugerne skal betale en egenbetaling, som fastsættes af den enkelte skole. Der er for de enkelte skoleformer forskellige regler for enten elevstøtte eller i visse tilfælde mulighed for nedsættelse af den individuelle betaling, hvilket den aktuelle skole kan oplyse om. Skolerne får tilskud fra Undervisningsministeriet, hvis de er godkendt til at modtage tilskud.

Undervisningen i de frie skoler kan tilrettelægges friere end i for eksempel folkeskolen. Skolerne vælger selv deres værdigrundlag. Skolernes undervisning kan for eksempel bygge på et religiøst livssyn, en bestemt pædagogik eller tage udgangspunkt i et særligt interesseområde. 

Frie grundskoler?

Frie grundskoler dækker over mange forskellige betegnelser for skoler, for eksempel ”friskole”, ”privatskole”, ”lilleskole”. De frie grundskolers lovgrundlag findes i Lov om friskoler og private grundskoler mv.

Frie grundskoler tilbyder undervisning af børn i grundskolealderen, det vil sige i alderen 6 – 17 år på klassetrin 0. - 9. og kan desuden omfatte 10. klassetrin.

Rammer og krav for frie grundskoler

Selvom rammerne for undervisning i de frie grundskoler er friere, skal undervisningen altid stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, og i 10. klasse skal undervisning stå mål med de obligatoriske fag og elementer, der indgår i folkeskolens 10. klasse. Det er endvidere lovbestemt, at eleverne på en fri grundskole skal modtage en undervisning, der forbereder dem til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre.

Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen fører tilsyn med frie skoler, som er godkendt til at modtage tilskud og anmeldte frie grundskoler. Tilsynet er forskelligt på de enkelte skoleformer. Tilsynets opgave er at sikre, at skolerne overholder de gældende regler.

Klager skal almindeligvis rettes til skolens daglige ledelse eller skolens bestyrelse.  

Her kan du finde privatskolernes hjemmesider:

På efterskolernes hjemmeside kan du bl.a. lave en betalingsberegning af hvad det vil koste for dig.