Læring uden grænser

En ny vision for Gentoftes skoler har fokus på fremtidens læring i et digitaliseret og omskifteligt samfund. Visionen for skoleområdet de næste 10 år hedder Læring uden grænser.

Billede af skolepige, der læser koncentreret

Børn og unge skal kunne håndtere fremtidens udfordringer og de dybdegående forandringer ved blandt andet den øgede digitalisering og globalisering. Derfor er der fokus på, at børn og unge lærer uden grænser - at de udnytter og udvikler deres ressourcer og potentialer maksimalt. Og at voksne indretter strukturer og organisation, så de til enhver tid fremmer børns læring.

Det er essensen af en ny skolevision, Læring uden grænser, som er vedtaget af Gentofte Kommunes Børne- og Skoleudvalg.

Gentofte i nyt tigerspring

Gentofte Kommune har med sin progressive skolepolitik og 13 nyrenoverede og nytænkte skoler været med til at præge den nationale dagsorden for skoleudvikling gennem mange år. Gentofte ønsker med den nye skolevision at spille en markant rolle i arbejdet med at sætte kursen for folkeskolens udvikling nu og i fremtiden.

Fremtidens udfordringer kan ikke løses med fortidens metoder og tænkning. Det er derfor nødvendigt, at der tænkes nyt, afprøves nye metoder, og hele tiden inddrages ny viden om læring og undervisning.

Kommunens nye skolevision skaber afsæt for endnu et tigerspring på skoleområdet. Gentofte Kommune vil innovere læringen, så den imødekommer fremtidens udfordringer. Sådan fastholdes og udvikles kvaliteten på skolerne. Visionen skal være det overordnede pejlemærke for læring og undervisning i kommunen fremover.

Læs mere i pjecen om Læring uden grænser længere nede på siden.