Formålet med undervisningen
Undervisningen skal fremme den enkelte elevs personlige og sproglige udvikling og forståelse af samspillet mellem elevens oprindelige kultur og den danske kultur og dermed styrke elevens grundlag for at lære dansk, for at få udbytte af skolens undervisning og for at tage stilling og handle i det danske samfund.
Undervisningen skal styrke elevernes følelse af selvværd og identitet ved at udvikle deres sproglige og kulturelle forudsætninger for samhørighed med familien og øge deres forståelse af deres egen baggrund.
Lærerne
Der undervises af lærere med uddannelse fra hjemlandet eller Danmark eller af lærere, som på anden måde har kvalificeret sig til at undervise inden for det pågældende område. Lærerne er forpligtede til at undervise efter danske bestemmelser. Forældrene kan derfor ikke forvente, at undervisningen er den samme som i hjemlandet.
Undervisningens placering
Undervisningen er placeret på hverdage efter normal skoletid eller lørdag formiddag.
Undervisningen omfatter 3 timer om ugen.
Undervisningssteder
Der undervises på forskellige undervisningssteder i København eller i Gentofte eller i de omliggende kommuner.Dette afhænger af, hvilket sprog man ønsker undervisning i.
Undervisningspligt
For at forældrene kan få udgifter til undervisning og til eventuel transport betalt af kommunen, er det en betingelse, at eleven rent faktisk møder til - og deltager i undervisningstimerne. (Bortset fra tilfælde af sygdom).
Tilmelding
Foretages for ét skoleår ad gangen. Husk at tilmelde igen, hvis undervisning ønskes fortsat efter sommerferien i efterfølgende skoleår.
Tilmeldingsblanketter fås på skolens kontor. (Husk også at framelde, hvis undervisningen skal ophøre) eller du kan printe tilmeldingsblanketten her fra siden. tilmeldingsblanketten skal printes ud og fremsendes til kommunen med posten.