Jfr. Folkeoplysningsloven er det muligt at låne nogle af skolernes lokaler til undervisningformål og idræt- og foreningsaktiviteter.
Hvornår kan lokalerne lånes?
Nogle af skolernes lokaler kan lånes til undervisningsformål og idræts- og forenings-aktiviteter jfr. Folkeoplysningsloven i perioden den 1. september til 31. maj mandage, tirsdag, onsdag og torsdag i tidsrummet kl. 17.00-22.00.
Skolernes boldbaner kan lånes i samme tidsrum og sædvanligvis i perioden 1. maj til 30. september.
Se oversigt med skolernes hjemmesider.
Lokaler, gymnastiksale og boldbaner kan ikke lånes i skolernes ferier.
Hvem kan låne lokaler?
For at kunne låne lokaler skal man være en forening med vedtægter eller aftenskole/oplysningsforbund, som er hjemmehørende i Gentofte Kommune og godkendt af Folkeoplysningsudvalget.
Hvor kan der lånes lokaler?
I sæson 2011/2012 og 2012/2013 er det muligt at låne gymnastiksale på følgende skoler:
Dyssegårdsskolen, Kulturskolerne, Gentofte Skole, Munkegårdsskolen, Nymosehave’s gymnastiksalsbygning, Skovshoved Skole, Søgårdsskolen og Tjørnegårdsskolen.
Bemærk at alle haller på Bakkegårdsskolen, Hellerup Skole, Ordruphallen og Skovgårdsskolen søges gennem haludvalget. Få mere information omkring lån af haller på kildeskovshallen@gentofte.dk
Derudover vil det være muligt at låne almindelige klasselokaler og faglokaler på nedenstående skoler:
Bakkegårdsskolen, Gentoftegade 71, Kulturskolerne, Ordrup Skole og Skovgårdsskolen. Det er kun muligt at låne Musikhuset på Maglegårdsskolen.
Ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen for lån af lokaler og boldbaner for et helt skoleår eller en sæson er den 15. februar.
Hvordan fordeles lokalerne/gymnastiksalene?
Lokalerne fordeles efter en klar prioritering. Aktiviteter i forbindelse med skolens egne børn har 1. prioritet, handicappede børn og voksne har 2. prioritet mens børn og unge (foreninger/institutioner med medlemmer under 25 år) har 3. prioritet. Voksne (oplysningsforbund/aftenskoler) står som nummer 4. i rækken, derefter følger foreninger og firmaidræt med kun få deltagere under 25 år og til slut kommer foreninger og firmaidræt med ingen deltagere under 25 år.
Foreninger kan ikke regne med at få et bestemt lokale stillet til rådighed alene fordi, de tidligere har anvendt det. Det tilstræbes dog, at brugerne får mulighed for at fortsætte i de anvendte lokaler.
Udlånstider i weekends
Almindelige klasselokaler og faglokaler kan i 2012/13 lånes i weekends på Bakkegårdsskolen og Kulturskolerne fredage kl. 15.00-22.00 og lørdage/søndage kl. 9.00-17.00.
Gymnastiksale kan lånes i weekends i 2012/13 på Kulturskolerne, Gentoftegade 71 og Gentofte Skole i samme tidsrum.
Ansøgning til sæsonudlån
Ansøgningsskema kan hentes nederst på siden.
Ansøgningen sendes til Børn, Unge og Fritid .