Genvejsmenu

Ældre- og plejeboliger

Når det bliver svært at bo i eget hjem, så er der mulighed for at bo i en ældrebolig eller en plejebolig.

Der er tre forskellige typer af boliger til ældre eller handicappede:

  • Ældrebolig/handicapvenlig bolig
  • Plejebolig med hjemmehjælp
  • Plejehjem

En ældrebolig er til dig, som har brug for lidt hjælp i hverdagen, som har et handicap eller andre fysiske svagheder som gør at det uhensigtsmæssigt at bo i en almindelig bolig. Samtidig vil du måske have gavn af et tættere socialt miljø og kontakt med andre i samme situation. Boligen er en almindelig lejebolig, som er indrettet handicapvenligt, men der er ikke tilknyttet personale til boligerne. Det er muligt at få hjemmehjælp efter samme kriterier, som i din nuværende bolig.  

En plejebolig med hjemmehjælp (eller en beskyttet bolig) er en selvstændig lejlighed i et hus, som har fælles opholdsstuer og fællesarealer inde og ude. Der er ansat personale i huset, som leverer hjemmehjælpen. Plejeboligerne med hjemmehjælp egner sig til borgere som har brug for både praktisk hjælp som rengøring, tøjvask og personlig pleje. Man skal kunne klare sig med hjælp på aftalte tidspunkter.  

En plejehjemsplads (plejebolig med fast personale) er til borgere som har brug for vidtgående pleje på grund af omfattende handicap, udtalt almen svækkelse eller alvorlig sygdom. Der er fast personale i huset hele døgnet, og hjælpen tilpasses løbende til beboernes behov hen over døgnet.

Du skal godkendes for at få en ældrebolig eller en plejebolig. Læs mere om, hvordan visitationen foregår, og hvilke krav der er, før du kan få en kommunal bolig.

Modernisering af plejeboliger

Alle plejeboliger i Gentofte skal være fremtidssikrede og moderne. Derfor bygger vi om og bygger til. For at læse mere om de enkelte projekter og vores "Fremtidens plejebolig", som skal bygges på kasernegrunden i Jægersborg, kan du klikke på punktet Modernisering og udbygning af plejeboliger.