I plejehjemmet er der personale i alle døgnets timer, der sørger for den hjælp, pleje og omsorg, som du har behov for. En plejehjemsplads er for borgere som har svært ved at klare sig på grund af alvorlig sygdom, vidtgående fysiske eller psykiske handicap eller udtalt almen svækkelse.
I plejehjemmene er der spise- og opholdsstuer, som styrker fællesskabet mellem beboerne. Der er forskellige aktiviteter for beboerne, da mange opholder sig mere i opholdsstuerne, end i deres egen bolig alene. Plejehjem har både 1 og 2-værelsesboliger oftest med eget bad og toilet. Når alle plejeboliger og plejehjem er færdigrenoverede, vil alle have eget bad og toilet og mulighed for te-køkken.
Visitationskriterier
For at komme i betragtning til en plejehjemsplads skal du have behov for vedvarende pleje på grund af vidtgående fysiske handicaps, udtalt almen svækkelse eller alvorlig sygdom. Situationen
vil ofte medføre, at det ikke længere er muligt at klare dig i eksisterende bolig på trods af massiv hjælp og pleje i hjemmet. Ansøgere med psykiske lidelser eller demenssygdom med svære
adfærdsforstyrrelser, vil have mulighed for at blive godkendt til Gentofte Kommunes skærmede enheder. I visitationsprocessen foretager Pleje & Sundhed altid en samlet faglig vurdering af ansøgerens situation.
Du kan ansøge om en plejehjemsplads ved at kontakte Modtagelsen i Pleje & Sundhed på telefon 39 98 05 83, eller du kan kontakte Gentofte Hjemmepleje på 39 98 75 00, hvis du idag har hjemmehjælp eller hjemmesygepleje.
Der kan gå op til 20 arbejdsdage, fra du har søgt om plejehjem, til vi har truffet en afgørelse.
Du kan også ansøge via din egen læge, eller i forbindelse med ophold på kommunens genoptræningscenter Tranehaven. Læs mere om visitation her
Det aktiverende Team
Alle plejehjem i Gentofte får besøg af Det aktiverende Team. Det er en gruppe af ergo- og fysioterapeuter, som træner med borgerne. Deres metoder er ikke traditionelle med træning på hold. De arbejder med livsglæde og træning.