Embedslægens tilsyn

Embedslægen kommer på uanmeldt tilsyn på plejeboligerne for at sikre at de sundhedsmæssige forhold som medicin, patientrettigheder og ernæring er i orden.

Pilleæske

Embedslægerne gennemfører uanmeldt tilsynsbesøg på landets plejehjem og plejeboliger. Der er gennemført mindst ét årligt tilsynsbesøg i perioden fra 2002-2009. Fra 2010 gennemføres der ikke besøg på plejehjem/plejeboliger, hvor der ved tilsynet året før ikke blev fundet fejl og mangler, som kan give problemer for beboernes sikkerhed. De steder får besøg igen det følgende år.

Efter tilsynsbesøget laver embedslægen en tilsynsrapport om de sundhedsmæssige forhold på plejehjemmet med eventuelle anbefalinger til forbedringer. Rapporten sendes til plejeboligen og til kommunen (kommunalbestyrelsen). Embedslægerne skal kontrollere, at plejehjemmet eller kommunen følger op på eventuelle kritisable sundhedsmæssige forhold. Beboer-/pårørenderåd samt det kommunale Seniorråd modtager kopi af rapporten. Tilsynsrapporterne skal ligge på www.tilbudsportalen.dk under den enkelte plejeboligbebyggelse.

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet målepunkter til brug for plejehjemstilsynet. Embedslægerne undersøger om målepunkterne er overholdt og med rapporten følger et skema med angivelse af, om de enkelte punkter er opfyldt.

Det ser tilsynet på

Ved tilsynsbesøget vurderes det, om personalet er tilstrækkelig vejledt og instrueret til, at de kan gennemføre plejen og behandlingen forsvarligt.

Det vurderes om medicinen håndteres på betryggende måde, om den sundhedsfaglige dokumentation er fyldestgørende, og om beboernes patientrettigheder tilgodeses.

Samarbejdet med den øvrige sundhedssektor belyses, og det undersøges om hygiejne, ernæring og aktivering er tilfredsstillende. Det vurderes også om der er bygnings- og indeklimaforhold, der kan medføre sundhedsproblemer for beboerne.