Daghjem

Daghjem er et tilbud til hjemmeboende pensionister med behov for hjælp i dagtimerne. Du skal søge om en daghjemsplads.

Spisetid

Hvis du bor hjemme, og har et større fysisk og/eller psykisk handicap, har du mulighed for at komme på daghjem. På daghjem tilbydes der samvær med andre ældre og personalet, der er forskellige former for aktiviteter og du kan få personlig og praktisk hjælp til dine behov.

Du kan blive godkendt til daghjemsophold i en eller flere dage om ugen. Daghjemsgæsterne betaler 103 kr. om dagen for opholdet. Der gives tilskud til betalingen for borgere med helbredstillægskort.

Der er mulighed for en kørselsordning til og fra daghjemmet. Denne koster 11 kr. pr. gang.

Hvordan kommer jeg i daghjem?

Hvis du ikke får nogen hjælp af kommunen, eller hvis du kun får hjemmehjælp til rengøring, indkøb eller tøjvask, skal du kontakte din egen praktiserende læge. Din læge kan give dig en henvisning til vurdering i Tranehaven, som er Gentofte Kommunes Forebyggelses- og rehabiliteringscenter. De vil så behandle din ansøgning om en daghjemsplads.

Hvis du har hjemmesygepleje og/eller hjemmehjælp til personlig pleje, skal du kontakte Visitationen i Pleje og Sundhed på telefon 39 98 05 83. 

Der kan gå op til 10 arbejdsdage, fra du har søgt om daghjem, til vi har truffet en afgørelse.

Daghjemspladserne i Gentofte er alle i Rygårdcentret. Se eventuelt deres egen hjemmeside: rygaardcentret@gentofte.dk

I Rygårdcentret er der 62 plejeboliger med hjemmepleje og 72 plejeboliger (plejehjem). Der er 64 daghjemspladser, inkl. 24 pladser i skærmende enheder og en café, som hjemmeboende også har mulighed for at besøge.