Hvis der bor mindst én person, der er fyldt 65 år eller er førtidspensionist, kan du få 30 % i tilskud til køb af rengøringsarbejde fra private virksomheder, der er optaget i hjemmeserviceordningen.
Tilskuddet gives til din husstand, men udbetales af praktiske årsager til hjemmeservicevirksomheden.
Din husstand kan højst få udbetalt 6.000 kr. i tilskud pr. kvartal for arbejde udført af den samme virksomhed. Tilskuddet ydes i forhold til regningens samlede pris og er uafhængigt af, hvor lang tid rengøringen tager. Prisen på hjemmeservice kan variere, og det er op til den enkelte virksomhed og kunde at aftale prisen for arbejdet.
Læs mere om hjemmeserviceordningen og søg efter virksomheder, som tilbyder hjemmeservice i dit lokalområde på Erhvervs- og Selskabsstyrelsens hjemmeside.