Hvilken uddannelse skal jeg vælge?
Som ung med handicap kan du som alle andre gennemgå en ungdomsuddannelse - enten med støtte eller som en særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse. Er en ungdomsuddannelse ikke noget for dig, så er en EGU - en erhvervsgrunduddannelse med meget praktik - måske noget for dig. Læs om forskellige uddannelser på www.ug.dk eller gå ind på www.hvadkanjegblive.dk, hvor du kan se små film om forskellige uddannelser og job. Få hjælp til at træffe valg om blandt andet uddannelse og job i pjecen "Vigtige valg - guide til unge med handicap".
Støtte på uddannelsesstedet
Har du et handicap, der betyder, at du skal have støtte til at gennemføre en uddannelse, så er der forskellige muligheder for at få støtte på uddannelsesstedet. Studievejlederen på din nuværende eller fremtidige uddannelse kan fortælle dig om forskellige støttemuligheder.
Hvis du pga. dit handicap ikke kan gennemføre et almindeligt uddannelsesforløb med støtte, er et særligt tilrettelagt forløb måske en mulighed for dig. Få vejledning om uddannelse hos Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU-Nord), der også har ansvarlig for at udarbejde en uddannelsesplan.
Jobcenter Gentofte kan rådgive dig om dine muligheder for forsørgelse under uddannelse. Vær opmærksom på det såkaldte handicaptillæg. På alle SU-berettigede videregående uddannelser kan studerende, der på grund af deres handicap, ikke kan varetage et studiejob, udover den almindelig SU søge et handicaptillæg. Få flere oplysninger på www.su.dk.
Undervisning til afhjælpning af dit handicap
Har du et handicap, er der mulighed for at lære nye teknikker og afprøve hjælpemidler med henblik på at afhjælpe eller begrænse virkningerne af dit handicap. Kompenserende specialundervisning kan være relevant for dig med en sindslidelse, sent erhvervet hjerneskade, svære indlæringsvanskeligheder, talevanskeligheder, hørevanskeligheder, synsvanskeligheder, motoriske vanskeligheder eller ordblindhed.