Økonomi

På denne side kan du læse om dine muligheder for forsørgelse, mens du følger introduktionsprogrammet.

Billede af skrivebord med ting

Introduktionsydelse

Udlændinge, som kommunen tilbyder et introduktionsprogram, er berettiget til introduktionsydelse. Introduktionsydelsen kan ydes i op til tre år regnet fra tidspunktet for kommunalbestyrelsens overtagelse af ansvaret for den pågældende udlænding.

Kommunalbestyrelsen kan ikke yde hjælp til en person, som kan forsørge sig selv, eller som har mulighed for at blive forsørget af andre. Det vil særligt sige familiesammenførte udlændinge, som forsørges af deres herboende ægtefælle.

Det er en betingelse for at modtage introduktionsydelse, at du står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det indebærer i hovedtræk, at du skal tage imod rimeligt tilbud om arbejde, deltage i integrationsprogrammets tilbud og aktivt søge at udnytte dine arbejdsmuligheder. Kan du efter udløbet af den treårige periode ikke forsørge dig selv, vil du være berettiget til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, såfremt betingelserne herfor er opfyldt. 

Satser for introduktionsydelse

Satserne for introduktionsydelse svarer til satserne for starthjælp i lov om aktiv socialpolitik. Læs om de aktuelle månedlige satser for starthjælp her.

Udlændinge, der flytter til en anden kommune

Hverken integrationsloven eller anden lovgivning indeholder forbud mod, at du kan flytte fra den kommune, hvor du er begyndt på et integrationsprogram.

Efter integrationsloven er det dog en betingelse for, at du kan fortsætte din deltagelse i et integrationsprogram i en anden kommune, at tilflytningskommunen har godkendt at overtage ansvaret for integrationsprogrammet. Tilflytningskommunen er ikke forpligtet til at finde en bolig til dig.

Den kommune, hvor du flytter til, skal overtage ansvaret for programmet, hvis flytningen er af væsentlig betydning for dit integrationsforløb, eller hvis særlige personlige forhold i øvrigt taler derfor.

Kommunens afgørelse af, om der foreligger sådanne særlige integrationsmæssige eller personlige forhold, skal ske på grundlag af en samlet vurdering af den enkeltes forhold.

Som eksempler på sådanne særlige tilfælde kan nævnes, at du opnår beskæftigelse eller optagelse på en uddannelse i en anden kommune, som der ikke umiddelbart er transportmuligheder til.

Hvis tilflytningskommunen ikke har godkendt at overtage ansvaret for integrationsprogrammet, kan det få konsekvenser for din introduktionsydelse.

 

Ansvarlig for siden:

Ydelsescenter
Maltegårdsvej 1, Charlottenlund 2920, 39986000