Virksomheder der har farligt affald, skal anmelde affaldet til Renovation eller Renovation@gentofte.dk. Se anmeldelsesskema for farligt affald her.
Eksplosivt affald
Eksplosivt affald skal ikke anmeldes, men håndteres efter bek. § 54. En anmeldelse skal omfatte oplysninger om affaldstype (EAK-kode) samt affaldets mængde, emballering, sammensætning og egenskaber, jf. bek. § 52 og reg. § 14.3.
Yderligere skal vi have oplyst transportør/indsamler og modtageanlæg, jf. reg. § 14.3.
Asbest og PCB
For asbest- og PCB-holdigt affald skal anmeldelsen endvidere indeholde affaldets oprindelsessted. Der er et særskilt skema til anmeldelse af asbestholdigt affald.
Ordningen for ikke-genanvendeligt farligt affald, det vil sige farligt affald til forbrænding eller deponi, er en anvisningsordning, jf. reg. § 14.3. Ikke-genanvendeligt farligt affald anvises til I/S Smoka, dog de fraktioner der kan deponeres på AV Miljø anvises dertil.
Efter ansøgning skal Renovation meddele virksomheden fritagelse fra benyttelsespligten, hvis virksomheden godtgør, at affaldet kan håndteres miljømæssigt forsvarligt ved virksomhedens egen foranstaltning. Som dokumentation skal Renovation have en kopi af en aftale med et miljøgodkendt anlæg, som kan behandle den pågældende affaldstype. Fritagelsen er gældende så længe virksomhedens aftale med det miljøgodkendte anlæg består. Virksomheden har pligt til at oplyse kommunen om ændringer i forhold til aftalen, jf. bek. § 44.
Selvom genanvendeligt farligt affald skal anmeldes til Renovation, må vi ikke anvise det, da virksomheden selv har pligt til at sørge for at aflevere deres kildesorterede genanvendelige affald til et registreret genanvendelses anlæg eller en godkendt og registreret indsamlingsvirksomhed, jf. § 75, stk. 3.
Til al transport skal der anvendes en transportør eller indsamler, der er registreret i Miljøstyrelsens Affaldsregister, jf. § 82.
Udarbejdet i henhold til:
- Bekendtgørelse om affald nr. 224 af 7. marts 2011 (bek.)
- Regulativ for erhvervsaffald af 1. januar 2011 (reg.)