Forslag til Konkurrenceprogram for ”Kysten i Skovshoved – forbindelsen mellem by og havn”
Gentofte Kommune har i samarbejde med Realdania, besluttet at udskrive en arkitektkonkurrence for området i Skovshoved, der omfatter Kystvejen, den tidligere strand og de opfyldte arealer mellem Skovshoved By og Skovshoved Havn. Formålet med projektet er at genskabe kontakten mellem Skovshoved Havn og kysten nord og syd for havnen. Det skal blandt andet ske ved at nedbryde Kystvejens nuværende barriereeffekt og udforme et nyt sammenhængende landskab, der æstetisk, kulturhistorisk og funktionelt kan skabe forbindelse på tværs af vejen.
Beslutning
Kommunalbestyrelsen vedtog den 25. juni 2012 enstemmigt at sende forslag til konkurrenceprogram for ”Kysten i Skovshoved – forbindelsen mellem by og havn” i offentlig høring.
Det videre forløb
Byplanudvalget har på møde den 1. november 2012 drøftet indholdet i de henvendelser, der er indkommet til konkurrenceprogrammet for ”Kysten i Skovshoved Havn – forbindelse mellem by og havn”.
På den baggrund besluttede Byplanudvalget, at høringen forlænges med henblik på indhentelse af konkrete kommentarer og forslag til konkurrenceprogrammets nærmere indhold fra bl.a. grundejerforeningerne i Skovshoved, idet det forudsættes at Søndre Havnevej ikke skal lukkes.
Processen med selve havneudvidelsen fortsætter uafhængigt heraf, og i mellemtiden udformes Kystvejen ud for havnen i lighed med den øvrige del af kystvejen midlertidigt med 2 spor og med samme hastighedsbegrænsning, som på strækningerne nord og syd for havnen.
Havnen vil dermed kunne gøres færdigt i et selvstændigt projekt, som efter tegning af et tilstrækkeligt antal bådpladser vil kunne stå færdigt i 2015.
Kommunalbestyrelsen har på møde den 28. januar 2013 vedtaget at igangsætte processen med tegning af bådpladser i Skovshoved Havn, der er startet den 5. februar 2013. Nærmere information herom i bl.a. Villabyerne, Gentofte Lige Nu og på kommunens hjemmeside.
Kontaktperson
Arkitekt Mads Holst – Tlf.: 39 98 31 11.
Her kan forslaget til konkurrenceprogram fås
Forslaget til konkurrenceprogram kan hentes på Gentofte Rådhus i Kommuneservice og kommunens biblioteker eller tilsendes pr. post ved henvendelse på tlf. 39 98 37 10.