Udvalget har 5 medlemmer. 2 af medlemmerne vælges af Kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer. En byretsdommerog 2 pædagogisk-psykologisk sagkyndige.
Børn og ungeudvalget vælger selv sin formand og næstformand blandt de medlemmer, der er valgt af Kommunalbestyrelsen.
Hvilke sager behandler Børn og unge-udvalget?
Børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse vedrørende børn og unge under 18 år i bl.a. følgende tilfælde:
- undersøgelse af et barns eller en ungs forhold
- anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet
- opretholdelse af en anbringelse uden for hjemmet
- afbrydelse af forbindelsen mellem forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge
- overvåget samvær.
Foreløbige afgørelser
Udvalgets formand eller i dennes fravær næstformanden kan desuden træffe foreløbige afgørelser om anbringelse m.v., hvis hensynet til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i udvalget. Formandens eller næstformandens foreløbige afgørelse skal dog forelægges for udvalget senest inden 7 dage.
Det er Gentofte Kommune, Børn og Familie, der beslutter, om der skal forelægges en sag for Børn og ungeudvalget. Kommunen udarbejder en indstilling, som udvalget behandler på et møde.
Rettigheder
Forældremyndighedens indehaver samt unge over 15 år har krav på gratis advokatbistand og aktindsigt i sagens akter. Inden udvalget træffer afgørelse på mødet, skal indehaveren af forældremyndigheden, barnet eller den unge, advokaten og eventuel anden bisidder for forældremyndighedens indehaver eller barnet eller den unge have lejlighed til at udtale sig over for Børn og ungeudvalget. Dette tilbud kan dog undlades, hvis barnet ikke ønsker det eller barnet ikke er moden nok til at kunne give møde.
Udvalget kan beslutte enten at følge eller afvise kommunens indstilling.
Klager over udvalgets afgørelser kan forelægges for Ankestyrelsen.