Bevillingsnævnet

Ansøgninger om alkoholbevilling, nattilladelse og bestyrergodkendelse til restauranter, caféer, pizzeriaer og andre serveringssteder behandles i Bevillingsnævnet.

 

I Gentofte Kommune har Kommunalbestyrelsen nedsat et Bevillingsnævn med syv medlemmer.

En repræsentant fra politiet er født medlem, mens fire medlemmer udpeges af Kommunalbestyrelsen for en fire-årig periode, svarende til valgperioden, jf. restaurationslovens § 10.

Desuden har Kommunalbestyrelsen besluttet, at to medlemmer udpeges efter indstilling af brancheorganisationer. 

Bevillingsnævnet er et uafhængigt nævn. Gentofte Kommune stiller juridisk og praktisk sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.

Hvem er medlemmer af Bevillingsnævnet?

I perioden 2010-2013 er medlemmerne:

Susanne Borch (C)
Ulrik Borch (C)
Mette Werge Whitt (A) 
Charlotte Gram (O)
Vicepolitidirektør Finn Borch Andersen/Afdelingsleder Morten Skovgaard, Nordsjællands Politi.

Valgt efter indstilling af 3F, Privat Service og Hotel og Restauration: Peter Moesgaard.
Valgt efter indstilling af Hotel- Restaurant-og Turisterhvervets Arbejdsgiverforening (HORESTA):
Finn Jensen.

Hvilke sager behandler Bevillingsnævnet?

Bevillingsnævnet træffer afgørelse i sager, hvor personer og virksomheder med serveringssted i Gentofte Kommune har ansøgt om alkoholbevilling eller om fornyelse af alkoholbevilling. Desuden skal Bevillingsnævnet godkende bestyreren for et serveringssted med alkoholbevilling.

En alkoholbevilling kan meddeles for max. 8 år. Ved uerfarenhed med restaurationsvirksomhed gives bevillingen typisk for en 2-årig periode. Efter bevillingsudløb skal der søges om fornyelse.

Bevillingsnævnet træffer også afgørelse i sager, hvor personer og virksomheder med serveringssted i Gentofte Kommune har ansøgt om tilladelse til at holde åbent efter den almindelige lukketid, dvs. såkaldt nattilladelse.

I Gentofte Kommune er den almindelige lukketid kl. 02.00, dvs. at et serveringssted kan holde åbent til kl. 02 om natten uden at spørge om særlig tilladelse. I forbindelse med en ansøgning om udvidet åbningstid (nattilladelse) kan der gives tilladelse til at holde åbent til kl. 05. Meddelelse af nattilladelse forudsætter politiets samtykke.

Hvordan ansøger man om alkoholbevilling?

Ansøgning om alkoholbevilling og bestyrergodkendelser indgives til Nordsjællands Politi, Borgerservice, Østergade 1, 3400 Hillerød, hvor også skemaer kan rekvireres.

Du kan finde flere oplysninger om telefonnummeret og åbningstiderne for Borgerservice via link nederst på siden, ligesom du også kan finde de blanketter, du skal bruge til din ansøgning på politiets hjemmeside.

Gå til Nordsjællands Politis hjemmeside

Gå til blanketter hos Nordsjællands Politi

 

Hvordan arbejder Bevillingsnævnet?

Ansøgningerne om alkoholbevilling, bestyrergodkendelse og nattilladelse oversendes fra Nordsjællands Politi til Bevillingsnævnet med en indstilling om sagens afgørelse. 

I det omfang det oversendte materiale, herunder indstillingen, indeholder oplysninger om faktiske omstændigheder af betydning for sagens afgørelse, som ansøgeren ikke er bekendt med, sendes disse bilag til udtalelse hos ansøgeren. Der gives normalt en svarfrist på to uger.

Hvis ansøgeren ikke reagerer, afgøres sagen på det foreliggende grundlag.

Bevillingsnævnets afgørelser træffes i møder på grundlag af det samlede skriftlige sagsmateriale.

Sager afgjort af Bevillingsnævnet kan ankes til Kommunalbestyrelsen inden 4 uger efter modtagelsen af nævnets afgørelse.         

Bevillingsnævnet kan kontaktes på e-mail adresse bevillingsnaevn@gentofte.dk

.

Ansvarlig for siden:

Jura
Bernstorffsvej 161, Charlottenlund 2920, 39980000