Biblioteket som "Urban office"

Moderne arbejdskultur kræver nye steder at arbejde. Gentofte Hovedbibliotek lancerer nu ’urban office’, hvor du uforstyrret kan arbejde og holde møder.

Arbejdskulturen har ændret sig radikalt. Vi arbejder mange steder og overalt i det globaliserede og digitaliserede samfund; hjemme, ude, på tværs af grænser, mens vi rejser.

Derfor har også behovene for nye og gode steder at arbejde ændret sig. Fænomenet hedder ’urban offices’ og er en helt ny og effektiv måde at udnytte f.eks. biblioteksrummet på.

 

Hvad enten du er forretningsmand, iværksætter eller studerende, kan du tit have brug for ro, og for hurtigt at komme til en computer og printer eller et sted at holde møde. Derfor er det en rigtig god og brugbar service at tilbyde for bibliotekerne”, siger bibliotekschef på Gentofte Bibliotekerne Pia Hansen.

 

Bibliotekerne kan tilbyde et godt og lokalt alternativ til den traditionelle arbejdsplads. Et bibliotek findes altid lokalt og har fordelagtige åbningstider. Desuden finder du på biblioteket den ro til arbejdet, som du måske ikke finder på den lokale cafe, der ellers ville være et godt arbejds-pitstop.

 

Hold møder på biblioteket

På Gentofte Hovedbibliotek har du fri adgang til computer, printer og kopimaskine. Og med mulighed for at holde uformelle møder flere steder på biblioteket.

 

Derudover kan du bruge Hovedbibliotekets hyggelige café, som byder på kaffe og lette anretninger. Du kan booke en computer hjemmefra og har du din egen bærbare med, er der gratis wifi i hele huset.

Ansvarlig for siden:

Kultur og Bibliotek
Ahlmanns Allé 6, Hellerup 2900, 39985801