Gentofte Kommune indfører P-zoner

Fra den 15. maj indføres p-zoner med tidsbegrænset parkering og licensordning i området omkring Hellerup Station og i området ved Bakken.

Parkerede biler

Den nye ordning, der blev besluttet af Kommunalbestyrelsen den 28. februar, skal gøre det lettere for de lokale beboere og erhvervsdrivende at finde parkering i de to områder. Der har været afholdt høringer og borgermøder om p-zonerne i efteråret 2010. Herefter har kommunen rettet forslagene til efter de ønsker og forslag, som er kommet ind fra borgere og interessenter.

Ordningen træder i kraft den 15. maj 2011.

Gratis licens til beboerne

Ordningen betyder, at beboerne i de nye parkeringszoner, skal have en beboerlicens i deres biler. Har man ikke en beboerlicens i bilen i de tidsrum, hvor parkeringsreglerne gælder, vil man blive pålagt en parkeringsafgift. Både ved Hellerup St. og Bakken bliver det gratis for områdets beboere at få beboerlicens. Beboerne kan få flere licenser, hvis de har flere biler, og de kan få gæstelicenser, hvis de får gæster eller håndværkere på besøg.

Beboer- og gæstelicenser kan printes ud via kommunens selvbetjeningsløsning Genvej. Erhvervsdrivende i området med virksomhed eller butik i området kan få en erhvervslicens ved henvendelse til Park og Vej.

Der vil blive sendt detaljeret information ud til beboere og erhvervsdrivende i p-zoneområderne om, hvad det betyder, og om, hvordan man får en parkeringslicens til den zone, man bor i.

Har du spørgsmål til ordningen er du velkommen til at kontakte Parkering Gentofte, Ørnegårdsvej 17, 2820 Gentofte, tlf. 39 98 82 40.