Det er blevet lidt lettere at være børnefamilie i Gentofte Kommune, hvis man ønsker børnepasning i kommunens dagtilbud. Den 14. juni indfører kommunen digital pladsanvisning, der er et ny, digital selvbetjeningsløsning, hvor forældre selv booker en ledig plads til deres barn i eksempelvis vuggestue og børnehave.
Løsningen betyder samtidig et farvel til ventelisterne, hvor forældre måtte vente tålmodigt på, at en plads blev ledig.
Fremover kan forældre i ro og mag søge efter ledige pladser i dagtilbud ved hjælp af en række kriterier som startdato, afstand fra hjemmet, åbningstider og typen af dagtilbud. Løsningen oplyser barnets startdato med det samme, og den ledige plads kan bookes med få klik på musen.
"Digital pladsanvisning er vores nyeste tiltag i vores bestræbelser på hele tiden at udvikle servicen overfor borgerne. Systemet giver vores børnefamilier bedre overblik over deres muligheder, og gør det nemt og hurtigt for en familie at planlægge pasning helt frem til skolestart", fortæller direktør i Børn, Unge og Fritid, Frank E. Andersen.
For at få adgang til digital pladsanvisning skal du logge på kommunens fælles selvbetjeningssystem, Genvej med NemId. Adgangen til Genvej sker via kommunens hjemmeside www.gentofte.dk.
Har man ikke computer med netadgang kan man få hjælp i Kommuneservice. Enten ved henvendelse på telefon eller personligt fremmøde.
Den nye digitale løsning er udviklet af Gentofte Kommune i samarbejde med KMD og Assemble, og projektet er støttet af ABT-fonden.
Under Børn & Familie kan du læse mere om de nye muligheder. Læs om digital pladsanvisning.