Gode råd om hjemmekompostering

Her kan du finde gode råd om hjemmekompostering. Den bedste kompost opnås ved at blande den grønne del af køkkenaffaldet med haveaffald. Det grønne køkkenaffald kan nemt "klaske sammen".

Hvor skal beholderen stå?

Beholderen skal helst stå i læ og skygge.

Hvordan starter man?

Fyld ca. 30 cm grønt køkkenaffald og vissent haveaffald (ikke grene) i beholderen. Husk at vande affaldet, hvis det er for tørt. Kompostmassen skal altid være fugtig, men aldrig drivvåd.

Hvis du har kompostorme, så lav en lille fordybning i bundlaget og hæld ormekulturen heri. Ormene skal nok selv fordele sig.

Luftgener?

Lugter komposten sur, er den for våd og iltfattig. Det kan du afhjælpe på flere måder.
• Hæld noget omsat kompost, fint snittet og tørt haveaffald og / eller ca. 10 håndfulde dolomitkalk ovenpå.
• Husk at ca. 1/3 af komposten skal være tørt affald, som lægges i lag mellem køkkenaffaldet.
• Rod jævnligt rundt i komposten, så der kommer luft til.

Omstikning og beluftning af komposten

Kompostmassen trænger altid til at blive stukket om i foråret, da den nemt bliver klæg og klumpet i løbet af vinteren. Det skyldes, at komposteringen går langsomt når det er koldt, mikroorganismerne og ormene ikke rigtig bestiller noget.

Den uomsatte kompost skovles (med greb) over i en trillebør og tilbage i beholderen igen. Når komposten stikkes om, kan det tilrådes at blande den våde kompostmasse med tørt haveaffald for at fremme komposterings-processen.

Færdig kompost

Kompostering tager fra 4-12 måneder afhængig af, hvordan du plejer din kompost.

Når komposten skal høstes, skovler du (med greb) den øverste uomsatte del af kompostmassen over i en trillebør, indtil du når ned til den færdigt kompost.

Den færdige kompost fjernes, og den uomsatte kompost skovles tilbage i beholderen igen.

Hvordan bruges komposten?

I foråret kan du anvende komposten i haven med et lag på ca. 1-2 cm.

En god ide er at anvende komposten som gødning eller jorddække i urte- og grøntsagshaven. Kom komposten mellem rækkerne ca. 14 dage efter, at planterne er spiret op af jorden.

Komposten er desuden særdeles velegnet til potteplanter. Den kan dog blandes med f.eks. lidt sand, da den ellers er for kraftig.