Ejendomsskat 2019

Ejendomsskattebilletten for 2019 udsendes i begyndelsen af januar måned.

Lån til betaling af stigning i grundskyld - midlertidig indefrysningsordning

Regeringen har den 17. april 2018 vedtaget lov nr. 278 om midlertidig indefrysning af stigning i grundskylden for årene 2018 til 2020. Det betyder, at kommunen skal indefryse årlige stigninger i grundskylden over 200 kr. pr. ejer. På ejendomsskattebilletten fremgår det samlede lån for alle ejere af ejendommen.

Indefrysningsordningen gælder for alle boligejere, som betaler ejendomsværdiskat. Erhvervsejendomme og ejendomme, der er ejet af et cvr-nummer, er ikke omfattet af ordningen.

For at sikre en enkel ordning kan du ikke fravælge indefrysning eller vælge at indfri dit lån i perioden 2018-2020. Til gengæld er lånet rente- og gebyrfrit.

Der bliver ikke tinglyst nogen sikkerhed på ejendommen i forbindelse med den midlertidige indefrysningsordning. Det er den enkelte ejer, der hæfter personligt for lånet.

Du vil årligt få en opgørelse, som viser det indefrosne beløb for hvert år og totalt.

Når ejendommen skifter ejer, skal lånet indfries. Sælger modtager automatisk en opkrævning fra kommunen. Overtager din ægtefælle ejendommen, overtager vedkommende lånet.

Fra 2021 kommer en permanent ordning, der er valgfri.

Læs mere på Skatteministeriets hjemmeside

Lov 278 om ændring af lov om lån til betaling af ejendomsskatter, ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love er vedtaget den 17. april 2018.

Læs om Lov 278 på Retsinformation

Ejendomsvurdering

Alle henvendelser vedrørende ejendomsvurdering rettes til 

  • SKAT, Skattecenter i København, telefonnummer 7222 1818.
  • SKAT Midt & Sydsjælland
  • Ejendomsvurderingen København, Rundforbivej 186-188, 2850 Nærum     

Betaling af ejendomsskat

Ejendomsskatterne opkræves i 2 rater med forfald henholdsvis 1. februar og 1. august. Sidste rettidige indbetalingsdag i år 2019 er henholdsvis 11. februar og 12. august.  

For at være sikker på betalingen sker rettidigt og for at undgå unødige ekstra gebyrer er det en god ide at betale over pengeinstitutternes Betalingsservice. Så sker betalingen automatisk på sidste rettidige indbetalingsdato.  

Betalingsservice kan benyttes af alle med en konto i et pengeinstitut. Aflever indbetalingskortet i din bank, som herefter foretager tilmeldingen. Hvis du ikke er tilmeldt Betalingsservice, fremsender vi et indbetalingskort, 8 dage før forfaldsdagen, som du kan benytte til indbetalingen.  

Ved for sen indbetaling sender vi dig en rykker. Hvis du betaler for sent, skal du betale 0,4 % i morarenter pr. påbegyndt måned regnet fra forfaldsdatoen. Hvis vi har sendt et rykkerbrev, skal du desuden betale 250 kr. i gebyr pr. gang. 

Ved fortsat undladelse af betaling, vil restancen blive søgt tvangsinddrevet. Dette vil medføre yderligere omkostninger og i sidste ende kunne med føre tvangsauktion.

Hvis renter og rykkergebyr ikke er betalt, kan disse blive opkrævet sammen med næstkommende opkrævning/rykker for ejendomsskat.

Digital Post

Ejendomsskattebilletten og indbetalingskortene vil automatisk blive sendt til din digitale postkasse, medmindre du er blevet fritaget for modtagelse af digital post fra det offentlige.  

Find din ejendomsskattebillet

Hvis du bor i Gentofte Kommune, kan du finde dine ejendomsskattebilletter fra 2001 og frem, hvis ejendommen er beliggende i kommunen.

Køb og salg

Hvis du sælger din ejendom, skal du afmelde en eventuel Betalingsservice. Der udsendes ejendomsskattebillet og indbetalingskort til ny ejer. Da kommunen ikke foretager slutafregning, må køber og sælger selv foretage indbyrdes afregning i forbindelse med refusionsopgørelsen.

Hvis du har lån til betaling af stigning i grundskyld, skal lånet indfries ved salg af ejendommen. Du vil derfor modtage en opkrævning fra kommunen.