Badevand - Gentofte Kommune

Badevand

Gentofte Kommune er myndighed på badevandsområdet, som dækker både bassinbadevand og kystbadevand. Badevandet kontrolleres af Natur og Miljø.

Badevandsanalyser

I løbet af badesæsonen, der ifølge badevandsbekendtgørelsen løber fra den 1. juni til 1. september, foretager kommunen regelmæssigt analyser af kystbadevandet på de tre offentligt tilgængelige strande i kommunen: Hellerup Strand, Charlottenlund Strand og Bellevue Strand. Resultater for analyser af badevandet kan ses her.

I år fik Gentofte et nyt badeområde ved Skovshoved Havn under navnet Skovshoved Havbad. Skovshoved Havbad fremgår allerede som badeområde på www.badevand.dk, hvor du kan holde øje med den aktuelle badevandskvalitet. Fra badesæsonen 2018 vil der blive udtaget prøver af badevandet på samme måde, som det i dag er tilfældet for Hellerup Strand, Charlottenlund Strand og Bellevue Strand.

Badevandsudsigt

Ved at trykke på linket badevandsudsigt har du mulighed for at se hvordan badevandskvalitet m.v. er i dag. Hvis der er rødt flag, skal du undgå at bade i Øresund.

Se den lokale badevandsudsigt på badevand.dk 

Badevands-app

Hvis du kan gå på nettet med din mobiltelefon, kan du hurtigt tjekke badevandets temperatur i Øresund og se, om det er sikkert at bade på stranden nær dig. Din telefon skal enten være en iPhone eller en Android-telefon, for at du kan installere programmet, der gør det nemt at få overblik over det bedste sted til en strandtur. Du skal hente applikationen "Badevand" på App Store eller på Google Play. Det er gratis, at benytte denne service.

Efter installation kan du se hvordan badevandet er på stranden, finde afstanden til andre strande eller se de kommende dages vejrudsigt for badestederne.

SMS-service ved kloakudløb i Øresund

Kraftig regn kan betyde, at kloakkerne overbelastes, og at spildevand herfra løber ud i Øresund. Urenset spildevand kan indeholde høje mængder af colibakterier, dog kan bakterierne ikke overleve i havvand og langt størstedelen af bakterierne vil være døde i løbet af en halv time efter et overløb. Bakterieindholdet vil stadig være for højt til, at det er risikofrit at bade. Derfor frarådes det at bade et døgn efter et længerevarende regnskyl.

Via link på siden kan du tilmelde dig sms-service og få direkte besked på din mobil i tilfælde af kloakudløb.

Alger i badevandet

I juli og august, hvor badevandet kan opnå høje temperaturer er der risiko for forekomst af alger. Varmen får dem til at formere sig, og når vejrforholdene er stille, samler de sig i vandoverfladen. Her kan du læse mere om alger i badevandet.

Badeforbud

Hvis kommunen, i samarbejde med embedslægen vurderer, at vandkvaliteten i perioden 1. juni til 1. september er til fare for badegæsternes sundhed, opsættes der skilte på stranden med forbud mod badning.