Alger i badevandet

Hvad kan du selv gøre

Algerne trives bedst i juli og august. Det er især varmen og stille vejrforhold, der får algerne til at formere sig og så samler de sig i vandoverfladen. Hold derfor øje med vandet, når du bader. Badning frarådes hvis:

  • Vandet er meget uklart 
  • Der er kraftigt skum i vandet
  • Der er en grønlig, gul eller brunlig film på vandet
  • Der er grålige tråde eller store fnug i vandet

Du kan eventuelt spørge livredderen, hvis du er i tvivl. Men en tommelfingerregel siger, at hvis du går ud i vandet til knæene og ikke kan se dine fødder, så kan vandet være så fyldt med alger, at du ikke bør bade.

Hvis vi vurderer, at det er sundhedsskadeligt at bade i vandet, bliver der sat advarselskilte op ved hhv. Bellevue Strand, Charlottenlund Strandpark og Hellerup Strand.

Fakta om alger

Der er risiko for giftige alger når solen skinner fra en skyfri himmel, og vinden er svag og kommer fra sydøst i en lang periode. Når algerne optræder i store mængder, vil de som regel ligne en film af maling på vandoverfladen eller et lag af meget fint andemad.

Kraftig forekomst af giftige alger kan give udslæt på huden, feber, kvalme og mavepine, hvis man sluger vandet. Derfor skal især børn, svækkede personer og hunde holde sig væk fra vandet.