Foreningen Børn & Miljø blev grundlagt af en gruppe forældre, der ønskede at skabe daginstitutioner bygget på demokratiske principper med udgangspunkt i ligeværd og medbestemmelse til børn. Vi har taget det svære og spændende valg, at skabe vores egen pædagogik. Vi holder os orienteret inden for pædagogisk nytænkning og børneforskning og selekterer og vurderer efter vores vigtigste grundsten: sund fornuft.
Vi er meget bevidste om pædagogens/den voksnes position som rollemodel. Når vi skal formidle empati, tryghed, konfliktløsning og oplevelser, kræver det at vi er harmoniske, refleksive mennesker, der kan leve i nuet. Hvis børnene skal oplæres i demokrati, kræver det at de lever i et. Det stiller store samarbejdskrav til børn, forældre og personale.