Eventyrhusene

Et trygt og udviklende miljø, hvor børn i fællesskaber trives og udvikles – et sted der skaber betingelser for et godt børneliv.

Adresse

Margrethevej 11 A 2900 Hellerup Hovedstaden Danmark Tlf. 39616116

Vi er en integreret institution med i alt 102 børn i alderen 0-6 år fordelt på 3 adresser i Hellerup.

  • På Margrethevej 11A har vi vuggestuebørn i alderen 0-3 år
  • På Strandparksvej 26 har vi børnehavebørn i alderen 3+4 år
  • På Frederikkevej 4A har vi de ældste børnehavebørn i alderen ca. 5-6 år

For rundvisning, kontakt institutionen på tlf. 39616116+3 eller skriv til eventyrhusene@gentofte.dk

Vi holder åben for forældrerundvisning den 1. mandag i hver måned kl. 10-11.

Leder:
Karin Lillelund
Driftform:
Kommunal
Paraplyorganisation:
NA

 Eventyrhusene Hellerup er beliggende på 3 adresser: Margrethevej 11a, Strandparksvej 26 og Frederikkevej 4a.

Eventyrhusene Hellerup er én institution og der er tæt samarbejde på tværs af adresserne. Overgange mellem husene er altid i grupper og er forberedt i samarbejde med stuepersonalet. Som forberedelse til at flytte til næste hus, deltager børnene i aktiviteter og besøg, så børnene er trygge ved overgangen og kender personale, børn og de fysiske forhold.

  • På Margrethevej har vi 3 vuggestuegrupper med i alt 32 børn.

Vi har én gruppe med de yngste vuggestuebørn. Her er bla. tidlig tilknytning, omsorg og overgang fra hjem til institution i fokus. Ca. 3 mdr. før vuggestuestart inviteres børn og forældre til en ugentlig Legestue - 1 time hver torsdag. Her er der åbent hus for kommende vuggestuebørn og forældre, hvor tidlig tilknytning, leg, tryghed og sansning af vuggestuelivet inden start, etableres.

Vi har to grupper for de ældste vuggestuebørn. Der er tæt samarbejde på tværs af grupperne, samt aktiviteter specielt for de lidt større børn. Her er bla. selvhjulpenhed, socialisering, motorik, sproglig udvikling og parathed til børnehave er i fokus.

  • På Strandparksvej har vi 2 børnehavegrupper for børn i alderen 3 + 4 år med i alt ca. 40 børn.

I børnehaven er der fortsat fokus på selvstændighed/ selvhjulpenhed, sproglig-, social - og kognitiv udvikling, fællesskaber, motorik m.m.

I børnehaven arbejdes derudover særligt med Engelsk (Play and learn), Fri for mobberi (Bamsemøde), Læse-leg (dialogisk læsning), digital dannelse m.m.

  • På Frederikkevej har vi de ældste børnehavebørn ca. 5-6 år i én gruppe med i alt max. 30 børn.

Ved ca. 5 års alderen flytter børnegruppen til Frederikkevej. På Frederikkevej arbejdes der udover de nævnte aktiviteter og fokusemner beskrevet for Strandparksvej, særligt med selvstændighed, før-skole projekter, skoleparathed og samarbejde med skoler.  Her er flere ture ud af huset og aktiviteter, som især er tilrettelagt til de ældste børnehavebørn.

Pædagogisk målsætning

”At skabe et trygt, udviklende og inkluderende miljø, hvor børn i fællesskab trives og udvikles
 - et sted der skaber betingelser for et godt børneliv.”

Vores hverdag tager udgangspunkt i et barnesyn, hvor vi betragter børn som ressourcerige, samarbejdsvillige og medskabere af kulturen. At se og læse det enkelte barn og dets behov er centralt for hverdagen. Vi lægger stor vægt på, at det enkelte barn føler sig værdsat og værdifuldt alene i kraft af at være den person barnet er.

Med respekt for det enkelte barns behov, tilrettelægges en hverdag med omsorg og nærvær, som blandt andet støtter barnets udvikling af selvværd, selvstændighed, indlevelse og empati. Et trygt barn kan handle og skabe erfaringer og derved udvikle sig. Derfor forsøger vi at skabe en hverdag for børnene, der giver dem mulighed for og tryghed til at være sig selv og fremstå som hele og ligeværdige mennesker.

Legen er den primære aktivitet i Eventyrhusene Hellerup. Gennem leg og samvær med jævnaldrende opbygges venskaber og forpligtende sociale fællesskaber, som bygger på gensidig forståelse, tolerance og respekt. Fællesskabet og legen er afgørende for børnenes læringsprocesser og et fundament for socialisering og kompetenceudvikling. Via leg gives børnene mulighed for at bevare og udvikle nysgerrighed og evnen til at udforske.

Vi tilrettelægger forskellige aktiviteter, så børnene med kreativitet og fantasi selv kan tage initiativer til forskellige aktiviteter og lege, som de kan fordybe sig i med fantasi og kreativitet, og derigennem skabe relationer til hinanden. Forskellige aktiviteter fremmer en alsidig udvikling af kompetencer, læringsstile og udtryksformer. En meget vigtig forudsætning for at barnet lærer og trives er, at der er balance mellem udfordringsniveauet og kompetenceniveauet. 

De voksne, som børnene møder, er bevidste om at påtage sig ansvaret for fællesskabet og skabe en gensidig og tillidsfuld kontakt med anerkendelse og med plads til mangfoldighed.

Personale og forældre sikrer ved samarbejde og fælles ansvarlighed de bedste betingelser for børnenes trivsel og udvikling. Samarbejdet bygger på en positiv og konstruktiv dialog. 

Pædagogiske værdier

Anerkendelse

Alle har ret til at blive mødt med respekt. Vi arbejder derfor målrettet med, at det enkelte barn skal føle sig værdsat og værdifuldt, og vi ser det som en af vores vigtigste opgaver, at lære børnene at respekterer hinanden.

Nærvær

Vores hverdag tager udgangspunkt i et barnesyn, hvor vi betragter børn som ressourcerige, samarbejdsvillige og medskabere af kulturen. At se og læse det enkelte barn og dets behov er centralt for hverdagen hos os.

Samspil

Vi vil skabe forpligtende fællesskaber. For i et fællesskab lærer børnene at tage ansvar og opleve at hver enkeltes udtryksmåde bliver taget alvorligt.

Udvikling

Vi vil fremme læring, og vi er fagligt optagede af, at børnene gennem leg får de bedste betingelser for at udvikle sig.

Professionalisme

Vi arbejder fagligt og målrettet med institutionens børn og den pædagogiske praksis.

Leg, læring og læringsmiljø

Leg er en primær aktivitet i Eventyrhusene Hellerup.

Gennem leg og samspil med jævnaldrende opbygges venskaber og forpligtende sociale fællesskaber, som bygger på gensidig forståelse, tolerance og respekt. Fællesskabet og legen er afgørende for børnenes læringsprocesser og er et fundament for socialisering og kompetenceudvikling.

Børn er født til læring - til livslang læring. Fra fødslen er hjernen skabt til at lære og den mest effektive metode til at lære er ved leg. Leg er læringsprocesser for børn, og leg og læring hænger uløseligt sammen og er gensidige. Ved at børnene selv er aktive og udøvende i legen stimuleres og erhverves nye kompetencer. Leg kan opdeles i iscenesat leg (projekter) og egenkontrolleret leg (frileg). Det er vigtigt at der i institutionen skabes rum for begge legetyper. Der skal etableres læringsmiljøer hvor lysten til at lege og lære stimuleres. Det skal være sjovt at lære!

Med respekt for det enkelte barns behov, tilrettelægges en hverdag med omsorg og nærvær, som blandt andet støtter barnets udvikling af selvværd, selvstændighed, indlevelse og empati.

I institutionen finder børnene ofte sammen i grupper og etablerer venskaber. Fællesskabet og venskaberne giver børnene en følelse af at høre til og styrker identitetsfølelsen. Venskaberne bidrager til børnenes læringsprocesser og udvikler hele sociale mennesker.

Læring er en dynamisk proces mellem barnet og den voksne eller mellem børn i fællesskab. Når barnet lærer, indebærer det at den voksne må forstå og handle i forhold til barnet på nye måder. Børnene skal mødes med respekt og anerkendelse for de nyerhvervede kompetencer og de voksne skal tilpasse det pædagogiske miljø i forhold til disse.

I Eventyrhusene Hellerup etableres et miljø hvor alsidige kompetencer udvikles. Rummet med dets indretning og de pædagogiske tilbud skal stimulere børnenes nysgerrighed og skabe rammer, hvor børnene kan lege det de har brug for.  Der etableres et varieret tilbud af aktiviteter og lege, som giver børnene alsidige sanseoplevelser og læringsmuligheder. Både ude som inde er legearealer indrettet med rum for forskellige lege. Børnene får derved mulighed for leg og aktivitet i mindre grupper.

Vi er opmærksomme på, at alle børn gives lige ret til brug af legetøj og lige ret til at indgå i aktiviteter og fællesskaber.

Ansvarlig for siden:

Dagtilbud
Bernstorffsvej 161, 2920 Charlottenlund, 39985000,