Om Åkanden - Gentofte Kommune

Åkanden

Åkanden er en selvejende institution under Gentofte Børnevenner. Åkanden er beliggende i en gammel patricierejendom ’Sophies Minde’ med smukke højloftede rum og med en dejlig atmosfære. Med skov og strand indenfor gå afstand. Vi har åbent fra 7 til 17 og har eget køkken der står for den daglige frokost. Besøg vores hjemmeside og se meget mere.

Adresse

Ordrup Jagtvej 181 2920 Charlottenlund Hovedstaden Danmark Tlf. 39635768

Åkanden består af to vuggestuegrupper og fire børnehavegrupper i gennemsnit 84 børn.
Vuggestuegrupperne er samlet i stuen og Børnehavegrupperne er fordelt på 1. og 2. sal og er blandede ift. både alder og køn så der er størst mulighed for at være sammen på kryds og tværs. 

I Åkanden har vi eget produktionskøkken som står for den daglige frokost.

Personalet består af 11 pædagoger og 5 pædagogmedhjælpere.

Ledelsen består af ’P’ der er Leder, Tane, der er Souschef som også er afdelingsleder for vuggestuen samt Henrik, der er afdelingsleder for børnehaven.

Overordnet syntes vi at:  Det skal være sjovt at gå i Åkanden, man skal være med til at bestemme, der skal være tid til fordybelse, man skal kunne omgås hinanden og man skal kunne selv. Det kan du også læse mere om på vores hjemmeside

Besøgstid . Vi vil rigtig gerne vise jer huset, men sørg lige for at ringe og lave en aftale først. Det passer os bedst, hvis det foregår om mandagen mellem 12 og 13. Kig også på vores hjemmeside, hvor du kan lære os bedre at kende.

Leder:
Jens Peter Rolf Jacobsen
Driftform:
Selveje
Paraplyorganisation:
Gentofte Børnevenner

Det er den helt overordnede pædagogiske grundtanke i al den leg, læring og udvikling, der foregår i hverdagen i Åkanden.

Som udgangspunkt er det nærmest selvindlysende, og der er efterhånden også rigelig dokumentation for, at mennesker lærer mere og bedre når de trives og er glade.

Der er mange ting der skal være på plads før man bare sådan kan gå rundt og have det sjovt. Man skal kunne være tryg, opleve nærvær og empati, have gode venner. Hverdagen skal indeholde en balance mellem genkendelighed og overraskelser, der skal ske noget spændende og der skal være plads til fordybelse, man skal kunne med andre og man skal kunne selv og man skal opleve at være deltager i fællesskaber. Så det med at have det sjovt er en alvorlig sag.

Først og fremmest skal de voksne jo være nærværende, varme og omsorgsfulde.

Det er også vigtigt at de voksne har blik for det sjove i mange af dagligdagens situationer, og har let til smil og grin. Dette er med til at understøtte børnenes tillid og tryghed i forhold til at være i Åkanden. Det er også med til at skabe en god grundstemning i huset.

Derudover er det væsentligt at man oplever og føler sig som en vigtig og uerstattelig del af et fællesskab. Derfor er tilknytningen til Åkanden, både til voksne og børn et af grundelementerne i et godt børneliv.

Vi arbejder derfor kontinuerligt med både at etablere og udbygge den personlige tilknytning og med at skabe en ”vi-hed” i hverdagen. Vi taler om, hvem der er til stede og hvem der ikke er. Vi læser breve højt fra dem som er på ferie. Generelt er italesættelsen af at være en del af fællesskabet i Åkanden, en væsentlig del af pædagogikken.

Man skal være med til at bestemme

Når man vokser op i et demokratisk samfund er det væsentligt at øve sig i at man har noget at skulle have sagt, at ens meninger og ord kan være med til at gøre en forskel. Samtidig er der tidspunkter, hvor der ikke er så mange muligheder for at have indflydelse. Begge dele er sunde at kunne forholde sig til.

Om morgenen holder vi et møde med børnene, hvor fordelingen af ”hvem er hvor og laver hvad” finder sted. Det er en kompleks situation, hvor der balanceres på en knivsæg i forhold til at få opfyldt ønsker og tilgodeset behov i sammenhæng med de betingelser og muligheder der er tilstede.

Derfor vil børnene til tider opleve at de kan vælge, hvilket hold de er på, andre gange at blive placeret på et hold fordi det er dér, at der er plads.

Til tider vil barnet blive tilgodeset så ønskeholdet bliver en realitet, til andre tider er det netop fordi man er på et stort hold, at der er plads til, at kammeraten ved siden af kan komme på sit ønskehold. Vi holder styr på, hvem der kommer på hvilke hold og orienterer sig således at alle kommer på fordybelseshold hver uge.

Der skal være tid til fordybelse

En væsentlig faktor i forhold til børns udvikling, læring og trivsel er muligheden for fordybelse. Det er netop i stunder med fordybelse at barnets læring og udvikling er optimal. For at kunne fordybe sig er det vigtigt at man ikke bliver forstyrret. Det kræver både ro og plads.

Da institutionslivet byder på rigelige oplevelser, hvor der er mange børn samlet, er det da også en stor udfordring netop at skabe rummet og pladsen til fordybelse. Vi mener at komme godt omkring det bl.a. ved at arbejde med både små og store hold i løbet af ugen og ved at der altid er en af de aldersdelte grupper af sted på tur om torsdagen, således at der kun er ca. 2/3 af børnene tilstede i huset om torsdagen.

Så er der mulighed for at lære sine jævnaldrende kammerater bedre at kende og der er mulighed for de voksne for at arrangere nogle aldersrelevante aktiviteter.

Man skal kunne omgås hinanden

Baggrunden for dette er at mennesket er et socialt væsen der ikke kan eksistere uden at være en del af en social sammenhæng. For at kunne dette, er det nødvendigt at kunne begå sig blandt andre mennesker.

Det fordrer at man som person mestrer den kompleksitet, der er i sociale situationer, at man kan etablere og udbygge relationer til andre mennesker og at man både kan deltage i – og finde på lege, at man kan begynde at se andres intentioner, at man kan formidle egne ønsker og behov, og at man kan lytte til andres og tage hensyn. Alt i alt en øvelse i, at balancere sig selv i forhold til de betingelser der er til stede.

I de år barnet går i børnehave er der mulighed for at arbejde med den personlige og sociale læring som hovedtema, senere hen i livet bliver hovedtemaerne anderledes og dér forventes det, at man mestrer de forskellige sociale spilleregler, så man kan bruge sin energi på skole-læring og senere hen arbejde. En af måderne vi arbejder med trivsel og godt kammeratskab på er ved at benytte Fri for mobberi, som er et pædagogisk værktøj til at arbejde med fremmelse af pro-sociale dyder ud fra følgende 4 grundpræmisser.

  • Mobning blandt børn er de voksnes ansvar
  • En forebyggende indsats er nødvendig for at bekæmpe mobning
  • Inddrage tilskuerne til mobning
  • Udvikle børnefællesskaber der bygger på tolerance, respekt, omsorg og mod

Man skal kunne selv

Der bliver brugt mange kræfter på at orientere sig i den sociale verden, på at ’være med’ og på at kunne med andre. Nogle af de faktorer der kan være med til at gøre dette nemmere er ved at støtte barnet i at ’kunne selv’.

Udover de sansemotoriske fordele ved at bruge sin krop, den personlige styrke det giver at kunne selv og ikke være afhængig af hjælp, er der masser af fordele ved at kunne selv. Det er nemmere at være med i legen, hvis man er hurtig til at få sit tøj og sine sko på. Det er nemmere at være med hvis man selv kan gå på toilettet, så man ikke skal bruge for meget tid på at skifte tøj. Det er nemmere at finde sit tøj, hvis man selv har lagt det på plads.

Det er nemmere at være sig selv når man kan selv og det er nemmere at være sammen med andre når man kan selv.

For at kunne selv skal man øve sig, for det kommer ikke af sig selv. På nogle områder er hverdagen i Åkanden indrettet for at børnene kan udvikle deres evne til at kunne selv, men hovedopgaven ligger derhjemme og de helt store udfordringer er forældrenes TID og RUM.

For at barnet skal have mulighed for at lære at kunne selv skal der være TID til det og RUM til at begå fejl og at lære af dem. Der skal også være plads til de frustrationer det medfører når sokkerne driller og trøjen ikke vil på. Ja det er svært men hvis du øver dig så bliver det nemmere.

Så sørg for at give masser af opbakning og opmuntring og så den nødvendige hjælp (og ikke mere). Når man giver et barn, der kan selv, tøj på siger man jo egentlig ’Det er du ikke god nok til … derfor gør jeg det for dig’ Så LAD BARNET bære sit tøj i taske, pakke tøjet ud, tage tøj på om morgenen, gå eller cykle i stedet for at blive transporteret rundt i bil til alt.

Hverdagen i Åkanden

Børnene er opdelt i 2 vuggestue stuer og 4 børnehavegrupper.

Hverdagen er organiseret lidt forskelligt alt efter om det er Vuggestuen eller børnehaven. Fælles for begge er at der arbejdes i små grupper på tværs af stue/gruppetilknytning.

I vuggestuen er børnene delt i grupper der er faste i 2 måneder ad gangen. De har aktiviteter om formiddagen (efter samling).

I børnehaven er lidt anderledes. Mandag, tirsdag og onsdag er der ”Hold”, hvor børnene er med til at vælge sig på holdene.

Torsdag er der ”Grupper”, hvor børnene er sammen i 3 aldersdelte grupper, Skolegruppen, mellemgruppen og miniklubben.

Fredage er afsat til, at der kan holdes møder og, at man kan være lidt mere løst organiseret. På den måde prøver vi at sikre at der er mest mulig fokus på aktiviteter med børnene i ugens løb og at der samtidig er råderum til at afholde de møder der skal holdes.

Hvis vi skal holde forældresamtaler eller lignende, prøver vi at lægge dem på en fredag så det ikke påvirker holdene for meget.  

Ansvarlig for siden:

Dagtilbud
Bernstorffsvej 161, 2920 Charlottenlund, 39985000,