Ung Fritid

Ung Fritid er under forandring. Fremover bliver der flere og anderledes tilbud både i kommunens ungdomsklubber, ungelounger og i fritidsundervisningen – alt sammen for kommunens unge fra 7. klasse til de fylder 18 år.

Som noget nyt i år bliver der mange helt korte kurser, mens de fleste tidligere har foregået over et helt skoleår.

Nogle tilbud vil foregå bare 2-3 gange, andre 11 og kun de prøveforberedende hele året. Desuden starter de fordelt over hele efterårs- og vintersæsonen.

”Vi kan mærke, at de unge nok har brug for superkorte kurser, der fungerer lidt som en slags introduktion. For de unge har fået længere skoledage, og mange deltager jo også i sport og har travlt med venner”, siger Jens Lauridsen, leder af UngFritid.

Unge kommer med ideer

Tanken er, at tilbuddene skal være mere fleksible. Bliver et kort hold en succes, vil Ung Fritid hurtigt forsøge at gentage det – enten som ”fortsætter”, eller forfra for en ny gruppe.

”Vi vil gerne inddrage de unge mere: Opfordre til at de selv kommer med ideer til, hvad der skal foregå i klubberne – og af ture, rejser og events. Og derefter give dem hjælp til at få gennemført mest muligt", siger Jens Lauridsen.

Åben hal

I år arrangerer en gruppe unge i ”Åben hal” visse fredage i Gersonshallen for andre unge - kun med et par voksne som diskrete hjælpere på sidelinjen. De bruger hallen til fodboldstævner, hvor rigtigt mange unge også kommer for at kigge på. Disse arrangementer fungerer også som en slags alternativ og noget sundere type fredagsfest; og det er med succes lykkedes at blande kommunens ”gamle” unge med de ”nye” som en slags uformel integration.

Et katalog af tilbud

I kataloget over Ung Fritid er der mange af de velkendte: Dykning, knallertkørekort, sprog, kunst, og mange nye som fx flere fotokurser bl.a. Go Pro, forfatterskole, live TV sending, special effects i makeup, introboksning for piger, matematikboost, design på computer, street art m.fl.

Nogle tilbud udbydes i fællesskab med ungdomsskolerne i Rudersdal og Lyngby-Taarbæk, for at få størst chance for at holdene oprettes; Ligesom hele ”Ung Akademi” også sker i det regi.

Fremover bliver der også et meget tæt samarbejde mellem Ung Fritid, Det Grå Pakhus, Musikbunkeren omkring tilbuddene til de over 18-årige. Og mellem de fire fritidsklubber, UngFritid og de to unge lounger.

Tilmelding til Ung Fritid 

Du kan allerede nu tilmelde dig de mange gode tilbud fra Ung Fritid. Læs mere om muligheder og tilmelding i link:  

Læs om Ung Fritid og tilmeld dig det, der interesserer dig