Jægersborg Vuggestue og Børnehave

Vi er en kombineret institution med 35 vuggestuepladser og 52 børnehavepladser

Adresse

Sauntesvej 3-5 2820 Gentofte Hovedstaden Danmark Tlf. +45 39750040

Jægersborg Vuggestue og Børnehave er et af Gentofte Kommunes inkluderende tilbud, hvor børn med særlige behov er inkluderet på stuerne.

Vores tilbud har plads til 7 børn, hvoraf de 5 pladser henvender sig til børnehavebørn med koncentrations- og kontaktvanskeligheder samt ADHD-lignende træk, samt 2 pladser til for tidligt fødte børn i vuggestuen.

Leder:
Ann Cherie Fleron
Driftform:
Kommunal
Særlige bemærkninger:
7 pladser er reserveret til børn med særlige behov

Institutionen har til huse i en stor spændende gammel villa, der igennem årene er blevet udvidet og ombygget. Institutionen råder i dag over 6 stuer, 2 køkkener samt personalerum, kontor og møderum. Vi har en kommunal madordning med egen produktion. Det betyder at der dagligt bliver lavet frokost til alle børn i institutionen.

Vores udenomsarealer består af 2 sammenhængende legepladser, som ligger på et kuperet areal, hvilket giver børnene gode motoriske udfordringer.

Institutionen råder desuden over et stort grønt område på den anden side af Sauntesvej, der er indrettet som natur legeplads, hvilket kan indbyde til nogle andre lege.

Institutionens pædagogiske fundament er ressource- og værditænkning. Det betyder, at vi ser muligheder frem for begrænsninger i forhold til børn, forældre og kollegialt.

Vi vægter en positiv indgangsvinkel til hverdagen og dens udfordringer - og har smil og humor som en del af fagligheden, da vi mener, dette har en positiv indvirkning på det enkelte barns udvikling.

Vores faglige arbejde hviler på systematiske og pædagogiske/metodiske sikringer af læring i dagligdagen.

I forældresamarbejdet har vi fokus på ligeværdig dialog, åbenhed og respekt i forhold til, at forældrene kender deres børn bedst. Vi ser familien som en helhed og arbejder ud fra de ressourcer og behov, der er i familien. Målet er, at samarbejdet munder ud i en sammenhængende og tydelig hverdag for barnet, hvor vi sammen kan styrke barnets kompetencer og muligheder

Vi arbejder med en inkluderende pædagogik, som for os betyder, at institutionen kan rumme vores børns særlige behov. Dette gælder i hele institutionen og ikke kun for de børn, der er en del af det inkluderende tilbud. For os er det en måde at forholde sig til vores medmennesker på, og inklusion skal derfor ikke kun ses i børnehøjde, men som et generelt menneskesyn. Vores pædagogik skal kunne tilgodese alle børns behov for accept, inddragelse, ligeværdighed og det at være en del af et hele.

Vores arbejde er at formidle inklusionstankegangen gennem vores pædagogiske praksis til børnene, således at det bliver en naturlig omgangsform i Jægersborg Vuggestue og Børnehave, at kunne rumme og evne at inddrage de forskelligheder, der er med til at skabe gruppen. Herved stadfæstes en institutionskultur, hvor ressource- og værditænkning er omdrejningspunktet.

Institutionen har gennem flere år arbejdet med begrebet inklusion.

Inklusion betyder, at man som individ (også selvom man er anderledes end flertallet) føler sig indbefattet, accepteret og bidragende i det sociale fællesskab. For os omhandler det også en bestræbelse på, at alle børns potentiale bliver udnyttet. Vi ønsker at skabe et inkluderende miljø. Der er ingen, der er et problem, selvom man godt kan have et problem.

Vi arbejder med indretning af det fysiske rum. At vores stuer giver mulighed for en inkluderende pædagogik. Eksempelvis at der for alle er mulighed for at finde et sted, der tilgodeser barnets behov: ro og fordybelse, en aktivitet, en vild leg osv. Derfor skaber vi små rum i rummene.

Vi har en daglig struktur, der bl.a. indebærer faste siddepladser, fast tur-ven og planlagte aktiviteter. Her tager personalet ansvar for de ydre rammer, så barnet kan bruge sine ressourcer på leg, venskaber m.m. Denne forudsigelighed i dagligdagen gør, at det enkelte barn finder ro til læring.

Det er personalets ansvar at barnet og forældre føler sig velkomne i institutionen, så børnene får en god start på hverdagen. Dette gøres ved at anerkende barnets tilstedeværelse, via smil og velkomst og ro på stuen, til at kunne overskue tilbud og legemuligheder.

Vi lærer alle på forskellige måder. Derfor tilrettelægges pædagogikken således at det enkelte barns læringsstil tilgodeses. Eksempelvis lærer nogle børn bedst ved at røre ved tingene, andre ved at det fortælles, andre via at se forløbet.

Ring for aftale om rundvisning. Mandage kl. 12 passer godt hos os.

Ansvarlig for siden:

Dagtilbud
Bernstorffsvej 161, Charlottenlund 2920, 39985000