Vindermentalitet - har du hovedet med?

Mange sportsudøvere oplever, at det mentale begrænser deres sportslige præstationer og udvikling. Det ønsker Gentofte Kommune at gøre noget ved.

Gentofte Kommune har sammen med firmaet Vindermentalitet udviklet et projekt, Viden til Gøren, med det formål at arbejde med mentalitetsudvikling for atleter, idrætselever, idrætskoordinatorer samt trænere i klubber. 

Kort om Viden til Gøren

Viden til Gøren skal hjælpe sportstalenter i Gentofte Kommune med at udvikle psykologiske grundindstillinger, der bidrager til en vindermentalitet i deres sport og hverdag.

I navnet Viden til Gøren ligger projektets formål, nemlig de indlærte sportspsykologiske værktøjer, der skal bruges i hverdagen.

Viden til Gøren henvender sig til fire målgrupper:

  • Atleter
  • Idrætselever på skoler, idrætsgymnasier og Gentofte HF
  • Idrætskoordinatorer på skoler, gymnasier og HF med idrætsordning
  • Idrætsklubber.

 

Viden til Gøren for atleter

Unge sportsatleter kan ansøge om at blive optaget i Viden til Gøren-forløbet. Man deltager sammen med ca. fem andre atleter i en række forløb med en sportspsykolog, hvor man deler viden og erfaringer for at hjælpe hinanden med at håndtere de mentale udfordringer.
Med udgangspunkt i Team Danmarks sportspsykologiske model, der fokuserer på det hele idrætsmenneske, lærer atleterne at spotte styrker og svagheder hos sig selv, medspillere og det omgivende miljø. De får desuden redskaber, der gør dem i stand til at anvende denne viden til egen udvikling.

Gode råd fra tidligere deltagere 

Sidste års deltagere, Emma Sofie Bock og Bolette Nyvang Iversen fortæller:

Når stemmen, der siger at ”jeg ikke kan”, dukker op, kan jeg nu finde min indre ”champion” frem, der fortæller mig, at jeg godt kan - for det kan jeg!” - Emma Sofie Bock, kajakroer.

”Det er de små ting, der har sat sig fast, såsom at jeg ikke skal sige, at jeg er nervøs, men derimod spændt. Små redskaber og tanker er blevet en del af min tankegang i hverdagen, til træning og til konkurrence og kan hjælpe mig ud af vanskelige situationer” - Bolette Nyvang, kajakroer.

Bolette og Emma vil stærkt anbefale projektet til andre, da de mener, at mental udvikling er et vigtigt redskab, der tilmed kan anvendes i stort set alle sammenhænge - i, såvel som uden for sporten.  

Viden til Gøren for idrætskoordinatorer på skoler, gymnasier og Gentofte HF

Idrætskoordinatorer på skoler og ungdomsuddannelser med idrætsordning er ved at tage uddannelsen Ledelse af talent. Hensigten med uddannelsen er, at klæde idrætskoordinatorerne på til at kunne give idrætseleverne optimal støtte og vejledning, så de kan få en god uddannelse og samtidig dyrke idræt på eliteniveau.

Viden til Gøren for idrætselever på Bakkegårdsskolen, de tre idrætsgymnasier og Gentofte HF

Der afholdes årligt fire workshops med forskellige temaer. For idrætsskolen afvikles disse workshops i forskellige eliteidrætsmiljøer, hvor idrætseleverne lærer at koble sportspsykologi til praksis, mens de for gymnasiet indgår som en del af undervisningen. Idrætseleverne vil blandt andet blive introduceret til det psykologiske samspil mellem den usikre ”chimp” og den vindende ”champ”.

Viden til Gøren seminar for idrætsklubber

Projektet afholder årlige seminaret rettet til sportsudøvere, forældre samt klubtrænere og -ledere.

For yderligere information kontakt:

• Sportspsykolog Mikkel Bonke fra Vindermentalitet på mb@vindermentalitet.dk
• Eliteidrætskonsulent Nanna Lykke Merrild fra Gentofte Kommune på nalm@gentofte.dk

Du kan desuden læse mere om atletforløbet på Læs mere om Viden til Gøren