Museer og kunst - Gentofte Kommune

Museer & Kunst

Experimentarium, Ordrupgaard, Tranen, Brandmuseet, Garderhøjfortet og Øregaard Museum - Gentofte Kommune er hjemsted for en lang række spændende museer.

I Gentofte finder du et bredt udvalg af museer. Kunst spiller en central rolle, men der er også museer som Brandmuseet, Experimentarium og Garderhøjfortet. 

Øregaard Museum

Øregård Museum indeholder den Hegelske samling, en historisk-topografisk samling og Paul Fischers malerier. Herudover arrangeres der særudstillinger samt en række udadvendte aktiviteter i form af foredrag, høst- og julemarkeder, musikarrangementer og lignende.

Ordrupgaard

Ordrupgaard rummer en anerkendt samling af fransk kunst fra det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Særudstillingerne er ligeledes en vigtig og velbesøgt del af Ordrupgaards virksomhed. Herudover er arkitekt Finn Juhls villa, som støder op til museet og rummer en interiørhistorisk spændende helhed, blevet inddraget under Ordrupgaard.

Experimentarium

Experimentariet er et aktivitets- og udstillingscenter med fokus på naturvidenskab, teknologi, miljø og sundhed. 

Svenske Villa

Svenske Villa i Bernstorffsparken er restaureret på privat initiativ i 1995 og anvendes til udstillinger og andre kulturelle aktiviteter.

Tranen

Tranen på Hovedbiblioteket er Gentofte Kommunes udstillingssted for samtidskunst. Du kan opleve seks nye udstillinger årligt samt foredrag og filmarrangementer. Der vises både solo- og gruppeudstillinger af yngre, professionelle kunstnere fra ind- og udland. Ønsket er at vise borgerne en bred og varieret palet af, hvilke retninger og temaer samtidskunsten bevæger sig inden for, dog primært med fokus på yngre danske kunstnere.

Garderhøjfortet

Formidlingscenter Garderhøj åbnede i efteråret 2013. Garderhøjfortet er det største landfort i Københavns Befæstning og det mere end 100 år gamle fort er blevet renoveret og kanonerne er restaureret. Her kan familier opleve livet som soldat med alle sanser - Experimentarium står for udstillingerne og driften.