Tilskud til foreninger

Medlemstilskud

Gentofte Kommune yder tilskud efter Folkeoplysningsloven til de foreninger, som har medlemmer under 25 år. Det er idrætsforeninger, spejder-grupper og andre  foreninger, som er godkendt af Folkeoplysningsudvalget, der kan søge om tilskud. 

Ansøgningsfristen er den 1. marts. Relevant information om ansøgningsprocessen udsendes pr. mail til alle godkendte foreninger i januar.

Udbetaling af medlemstilskud foretages en gang årligt for et afsluttet regnskabsår.

Læs mere herom nederst på siden.

Administrationstilskud

Fra denne pulje ydes tilskud til foreningernes udgifter til administration herunder til de udgifter, der knytter sig til kommunens krav for ansøgning om medlems- og lokaletilskud. 

Puljen fordeles i forhold til antal medlemmer under 25 år i den enkelte forening under gruppe 2 – det vil sige idræts-, spejder- og andre foreninger. Udbetaling af medlemstilskud foretages en gang årligt for et afsluttet regnskabsår. Læs mere herom, under vejledninger nederst på siden.

Tilskud til lederuddannelse

Godkendte folkeoplysende foreninger vil kunne opnå tilskud til uddannelse af ulønnede ledere og instruktører efter ansøgning.

Tilskud til lederuddannelse søge løbende hele året. Læs mere herom, under vejledninger nederst på siden.

Lokaletilskud

Gentofte Kommune yder lokaletilskud efter folkeoplysningslovens bestemmelser til foreninger i egne eller lejede lokaler. Det er idrætsforeninger, spejdergrupper og andre  foreninger, som er godkendt af Folkeoplysningsudvalget, der kan søge tilskud. 

Ansøgningsfristen er den 1. marts. 

Udbetaling af lokaletilskud foretages en gang årligt.

Læs mere herom under vejledninger nederst på siden.

Børneattester

Alle folkeoplysende foreninger, der modtager tilskud eller får anvist lokaler har pligt til at indhente børneattester i det omfang, foreningen ansætter eller beskæftiger personer, såvel lønnet som ulønnet, der som led i udførelsen af deres opgaver skal have direkte kontakt med børn under 15 år eller som færdes fast blandt børn under 15 år og derved har mulighed for at opnå direkte kontakt med disse børn.

Derudover har alle folkeoplysende foreninger og distriktsforeninger, der modtager tilskud eller får anvist lokaler, pligt til at afgive erklæring om indhentelse af børneattester til den kommune, foreningen er hjemmehørende i. Erklæringen afgives en gang årligt.
Det er således en betingelse for, at foreningen kan få tilskud eller anvist lokaler, at foreningen afgiver erklæring om indhentelse af børneattester. Kommunerne skal således undlade at yde tilskud og at anvise lokaler, hvis foreningen ikke afgiver erklæring herom.
Foreningens tegningsberettigede (formand eller kasserer) efter vedtægterne afgiver erklæringen på foreningens vegne.

Pligten til at afgive erklæring gælder også, selv om foreningen på tidspunktet for erklæringens afgivelse ikke ansætter eller beskæftiger personer, der som led i udførelsen af deres opgaver, skal have direkte kontakt med børn under 15 år eller som færdes fast blandt børn under 15 år og derved har mulighed for at opnå direkte kontakt med disse børn.

Foreninger, der ikke ansætter eller beskæftiger nævnte personer, pålægges ikke med erklæringen en aktuel forpligtelse til at indhente børneattester, men erklæringen rummer en løbende forpligtelse for foreningen til gennem hele tilskudsåret at indhente børneattester i det omfang, foreningen efterfølgende ansætter eller beskæftiger personer, der som led i udførelsen af deres opgaver, skal have direkte kontakt med børn under 15 år eller som færdes fast blandt børn under 15 år og derved har mulighed for at opnå direkte kontakt med disse børn.

Benyt dette link til Politiets hjemmeside med blanket og vejledning om indhentelse af børneattester, når I ansætter en ny instruktør, til hold til børn under 15 år, dette gøres kun en gang ved ansættelse: 

Når foreningen modtager børneattester fra Rigspolitiet, vil der være vedlagt en vejledning i håndtering af disse. Kommunen skal ikke have attesterne.

Konsekvenser for manglende erklæring om børneattester

Hvis foreningen ikke indhenter børneattester ved ansættelse af leder/instruktør, og årligt afgiver erklæring herom til Kultur, Unge og Fritid inden tidsfristens udløb, kan kommunalbestyrelsen undlade at yde tilskud og anvise lokaler til foreningen, dvs. standse eller tilbageholde udbetalinger samt fratage foreningen retten til at benytte allerede anviste lokaler.

Læs DIF's vejledning om børneattesten 

Ansøgning om tilskud for regnskabsåret 2016

I år er flere af ansøgningerne gjort digitale, hvilket betyder at de skal udfyldes direkte i kommunens nye elektroniske portal for foreninger: Foreningsportalen.

Der er netop udsendt mail til alle formænd og kasserer i alle godkendte folkeoplysende foreninger i Gentofte Kommune, hvor der informeres nærmere om Foreningsportalen. 

Gå til Foreningsportalen her.