Genoptræning efter sygdom

Du kan få hjælp til træning, hvis du har svært ved at klare daglige gøremål på grund af sygdom eller svækkelse uden forudgående sygehusindlæggelse.

Hvis du er svækket efter sygdom og har svært ved at klare dagligdagen, kan du få hjælp til træning. Det er din egen læge eller hjemmesygeplejerske, som henviser dig til genoptræning.

Efter at du er blevet henvist, er det lægerne fra Tranehaven, der vurderer dit behov for genoptræning eller vedligeholdende træning. Tranehaven er Gentofte Kommunes Center for forebyggelse og rehabilitering.

Der er mange forskellige slags skader eller sygdomme, som kræver genoptræning. Din genoptræning vil derfor være tilpasset din diagnose. Træningen kan både foregå som holdtræning eller individuelle forløb, alt efter din situation.

Ved genoptræning vil der oftest være tale om intensiv træning mindst to gange om ugen i opstartsperioden.

Hvis Tranehavens læger vurderer det nødvendigt, kan du blive indlagt på Tranehaven for at sikre den nødvendige tværfaglige indsats i forhold til din genoptræning. Indlæggelse kan ske direkte fra hospital eller fra hjemmet. 

Det er Tranehavens fysio- og ergoterapeuter, som står for din træning.

Læs om tilgængelighedsforhold på Tranehaven via GodAdgang