Influenza

Influenza er en virusinfektion, som kan ramme alle mennesker. Er du særligt udsat eller over 65 år, kan du blive vaccineret gratis og nedsætte risikoen betydeligt for at få influenza.

Influenza er en smitsom sygdom, som kommer hvert år i vintersæsonen. Influenza medfører stor sygelighed i befolkningen hvert år, samt en stigning i hospitalsindlæggelser og dødelighed.

De alvorlige tilfælde rammer især ældre mennesker og personer med visse kroniske lidelser. Hvert 2.-3. år er der en epidemi, hvor op mod 1 million mennesker i Danmark bliver smittet.

Det er alvorligt at blive smittet af influenza, hvis du er over 65 år, gravid eller lider af bestemte sygdomme. Selvom du føler dig frisk i hverdagen, har du stadig større risiko for flere sygedage og et sværere sygdomsforløb end andre

Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du bliver vaccineret, hvis du:       

  • Er 65 år eller derover 
  • Har visse kroniske sygdomme, fx KOL og diabetes 
  • Er svært overvægtig med BMI over 40
  • Er gravid og mere end 12 uger henne. 

Gratis vaccination

Tilhører du en af de ovennævnte grupper eller er førtidspensionist, kan du få vaccinationen gratis fra den 1. oktober og året ud.

Hvor kan jeg blive vaccineret?

Bliv vaccineret hos din læge eller hold øje med vaccinationstilbud i dit lokalområde. De bliver offentliggjort i lokalavisen.

Har du svært ved at færdes ude, kan du som oftest blive vaccineret gratis i dit hjem. Gentoftelægerne sørger for vaccination på plejehjem og i beskyttede boliger.

Hvis du ikke tilhører risikogruppen kan du  blive vaccineret hos din egen læge mod betaling. Spørg hos lægen.

Hvad er virkningen og bivirkningerne ved vaccinationen?

Vaccination mod influenza beskytter de fleste, men ikke alle. Så du kan godt få influenza, selv om du er blevet vaccineret, men sjældent i alvorlig grad.
Vaccinationen kan give bivirkninger som ømhed dér, hvor du bliver stukket, du kan få feber eller blive utilpas. Symptomerne forsvinder generelt i løbet af et par dage. Vaccinen i sig selv kan ikke give influenza.

Undgå at blive smittet med influenza

Du kan beskytte dig selv og andre mod influenza og andre smitsomme sygdomme ved at:

  • Vaske hænder ofte med sæbe 
  • Hoste i et en-gangs-lommetørklæde eller nyse i ærmet
  • Blive hjemme under sygdom

 

For yderligere information læs mere om influenza på Sundhedsstyrelsens hjemmeside 

Teksten bygger på oplysninger fra Sundhedsstyrelsen.