Udbuds- og indkøbspolitik

Den nuværende indkøbspolitik blev godkendt af Økonomiudvalget i 2013. Indkøbspolitikken skal bidrage til at styrke de administrative processer, og via optimering af kommunens indkøb bidrage til at skabe mere værdi for borgere og medarbejdere.

Indkøbspolitikken har til formål at sikre koordination af Gentofte Kommunes køb af varer og tjenesteydelser og skabe grundlaget for optimale indkøbsvilkår i forhold til service, kvalitet og miljø.

Udbuds- og indkøbspolitikken gælder for alle kommunens ansatte, og omfatter kommunale enheder og institutioner, samt selvejende institutioner der har driftsoverenskomst med kommunen.

Formålet med indkøbspolitikken er, at Gentofte Kommunes indkøb samlet set foretages på et optimalt, lovligt og samfundsmæssigt ansvarligt grundlag.

Indkøbspolitikken skal overordnet indfri 3 målsætninger.

  • At Gentofte kommunes indkøb foretages på et koordineret grundlag efter forretningsmæssige principper, med en kommerciel målsætning om udnyttelse af stordriftsfordele til opnåelse af optimale indkøbsvilkår.
  • At Gentofte kommunes indkøb foretages på et konkurrencemæssigt lovligt grundlag – både nationalt i
    henhold til ”Annonceringspligten”, og i EU-regi i henhold til ”Udbudsdirektivet”.
  • At Gentofte kommunes indkøb foretages ud fra en samfundsmæssig ansvarlig tilgang, med indarbejdelse af konkrete initiativer i kontrakter og leverandørsamarbejder.

Særligt i forhold til den samfundsmæssige ansvarlige tilgang ønsker Gentofte Kommune at sikre ordnede forhold for ansatte, der beskæftiges som led i en ydelse til kommunen [løsningen af en opgave for kommunen].

Indkøbspolitikken vil blive fulgt op af en indkøbsstrategi, der operationaliserer indkøbspolitikken.