Politisk arbejdsform

Kommunalbestyrelsen er den øverste lokalpolitiske myndighed. Men til forskel fra en mere traditionel politisk arbejdsform, er en stor del af arbejdet i kommunens faste udvalg flyttet til såkaldte opgaveudvalg, hvor politikere, borgere og andre interessenter laver politikudvikling sammen.

Helt overordnet er det kommunalbestyrelsen, som træffer de endelige beslutninger om den politiske vision for kommunen samt de politiske hovedmål og politikker for de konkrete serviceområder.

Herudover findes en række faste udvalg, hvis opgave er at understøtte kommunalbestyrelsens samlede ledelse og styring af Gentofte Kommune. De faste udvalg skal sikre en tværgående, helhedsorienteret og langsigtet udvikling af deres ressortområder gennem politikudvikling og opfølgning på de vedtagne politikker.

De faste udvalg er Økonomiudvalget, Kultur-, Unge- og Fritidsudvalget, Teknik- og Miljøudvalget, Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, Børne- og Skoleudvalget, Socialudvalget og Byplanudvalget.

Gentofte Kommune har gode erfaringer med borgerinddragelse, og lokalpolitikerne ønsker derfor sammen med borgere, foreninger, eksperter og andre samarbejdspartnere at udvikle politikker og strategier sammen i en række midlertidige opgaveudvalg.

Opgaveudvalg går tæt på borgerne

Lokalpolitikerne bruger mindre tid i de traditionelle faste udvalg og udvikler i stedet politikker i en række opgaveudvalg, som kommunalbestyrelsen løbende nedsætter omkring udvalgte emner.

Formålet med opgaveudvalgene er at styrke samarbejdet mellem lokalpolitikere og borgere og sikre optimale vilkår for innovativ og ressourceeffektiv udvikling i Gentofte Kommune.

Opgaveudvalgenes medlemmer består af en blanding af lokalpolitikere, borgere og andre interessenter. Opgaveudvalgene er midlertidige og løber indtil den aftalte opgave er løst, hvorefter de nedlægges og nye opgaveudvalg kan nedsættes. Opgaveudvalgene er rådgivende, og resultatet af deres arbejde behandles i de faste udvalg og i kommunalbestyrelsen.

Det er kommunalbestyrelsen, der løbende forholder sig til og beslutter, hvilke opgaveudvalg der nedsættes. Udvalgene nedsættes jf. den kommunale styrelseslovs §17 stk. 4. Der vil i gennemsnit løbende findes ca. 8 aktive opgaveudvalg.

Med direkte deltagelse af borgere og andre interessenter, sikrer opgaveudvalgene bedre muligheder for samarbejdsdrevet innovation og bedre, samlet rådgivning til kommunalbestyrelsen.

Se, hvilke opgaveudvalg som er aktive 

Læs styrelsesvedtægt for Gentofte Kommune

Evaluering af ny politisk arbejdsform

Den nye politisk arbejdsform evalueres af professor Eva Sørensen og professor Jacob Torfing fra Roskilde Universitet. Evalueringen gennemføres i perioden september 2015 til november 2016.

Formålet med evalueringen er at foretage mindre justeringer undervejs, videreudvikle den politiske arbejdsform fra januar 2018 og frem samt videregive erfaringer til andre kommuner.

Evalueringen består af en række delrapporter, som løbende publiceres her på gentofte.dk.

De tre første delrapporter, som kan ses under "Dokumenter", er grundlag for de kommende evalueringsrapporter, som vil blive udarbejdet ultimo 2016.