Visionær og ambitiøs daglig leder søges til Jægersborg Børnehus

Visionær og ambitiøs daglig leder søges til Jægersborg Børnehus

Er du visionær og ambitiøs på dagtilbudsområdets vegne? Kan du lede og understøtte pædagogiske udviklingsprocesser, som skaber og sikrer høj faglig kvalitet? Vil du være en vigtig del af et ambitiøst ledelsesteam, som arbejder proaktivt med de nationale som kommunale visioner og politiske dagsordner, der er på daginstitutionsområdet? Så er du den daglige leder, vi søger til Jægersborg Børnehus.

Jægersborg Børnehus består af 2 huse på hver sin matrikel, afdeling Sauntesvej og afdeling Solsiden. Begge afdelinger har kompetencecenterfunktion tilknyttet med hver deres specialisering.

Vi søger en visionær og ambitiøs daglig leder til Jægerborg Børnehus i afd. Solsiden, 37 timer om ugen med tiltrædelse 1. november 2019 eller snarest derefter.

Jobbet

Som daglig leder i Jægersborg Børnehus afd. Solsiden, bliver din opgave at varetage den daglige personale- og pædagogfaglige ledelse af afd. Solsiden. I tæt samarbejde med institutionslederen og afdelingslederen, og det øvrige ledelsesteam, skal du varetage sikring og udvikling af den daglige pædagogiske praksis, faglighed og drift, herunder administrative opgaver. Du har til opgave at sikre deltagelsesmuligheder for alle børn, også for børn med særlige udfordringer, i differentierede fællesskaber.

Du skal planlægge, iværksætte og lede pædagogernes tilrettelæggelse af de pædagogiske processer og læringsmiljøer, der understøtter det enkelte barn og børnegruppens læring og udvikling. Som daglig leder indgår du i og bidrager til at sikre faglig, kollegial sparring og kvalitet i opgaveløsningen. Ligesom du har et stort ansvar for at sikre et godt arbejdsmiljø med en høj social kapital. Du skal understøtte, implementere og videreføre Jægersborg Børnehus vision, værdier og inkluderende kultur, som omfatter en høj grad af forældreinvolvering og forældresamarbejde.

Relationer og fællesskab er udgangspunktet for vores inkluderende pædagogiske praksis

Vores pædagogiske udgangspunkt er relationer og fællesskaber, som danner grundlag for vores inkluderende praksis. Vi arbejder målrettet med social inkluderende pædagogik, differentierede fællesskaber og læringsrum. Vi arbejder med pædagogisk organisering af de daglige aktiviteter og rutiner, for at skabe de bedste rammer for læring. Ligesom vi målrettet arbejder med de fysiske rammers betydning for børnenes læringsrum.

Vores pædagogiske fundament er baseret på ressource- og værditænkning. Vi ser derfor i muligheder og succeser frem for begrænsninger. Vi vægter en positiv indfaldsvinkel til hverdagens udfordringer med smil og humor som en del af fagligheden. Som daglig leder kommer denne værditænkning til udtryk i din daglige fremtræden og handlinger.

Ledelsesteamet

I Jægersborg Børnehus har vi et stærkt ledelsesteam og fællesskab, som består af institutionslederen, 2 daglige ledere, samt 2 afdelingsledere. Vi har som ledelsesteam fokus på kerneopgaven via udvikling og sikring af høj faglig kvalitet, et godt arbejdsmiljø i et relationelt arbejdsfællesskab, samt en tydelig og nærværende ledelsestilgang.

Du vil, som daglig leder, indtræde i et ledelsesteam, hvor vi løser opgaverne gennem dialog og sparring, hvor vi hjælper, støtter og udfordrer hinanden, samt udvikler os ledelsesmæssigt som personligt sammen. Du vil, som en del af ledelsesteamet, være med til at sætte rammer og retning for den fortløbende udvikling af Jægersborg Børnehus. Endvidere vil du indgå i et ugentligt ledelsesparrings- og refleksionsrum med institutionslederen og den daglige leder af afd. Sauntesvej.

Som daglig leder i afd. Solsiden refererer du til institutionslederen af Jægersborg Børnehus, Ann Chérie Fleron.

Vi har høje ambitioner for dagtilbudsområdet

I Jægerborg Børnehus har vi høje ambitioner for dagtilbudsområdet. Vi er certificeret som videns- og kompetencecenter for inklusion og diversitet i dagtilbud i Gentofte Kommune. Vi holder os orienteret om de samfundsmæssige tendenser og de politiske strømninger, og vi deltager ofte i flere kommunale som nationale evidens- og forskningsprojekter.

For tiden er Jægersborg Børnehus er en del af et landsdækkende friinstitutionsforsøg, der løber frem til udgangen af 2021. Forsøget udspringer af Børne- og Socialministeriets sammenhængsreform og omhandler et ønske om at flytte fokus fra regelstyring til resultatstyring. Det betyder, at Jægersborg Børnehus er blevet fritaget for at skulle udarbejde pædagogiske læreplaner målrettet hver af aldersgrupperne 0-2 år og 3-6 år, samt at Jægersborg Børnehus er fritaget fra at arbejde ud fra de tolv pædagogiske mål i den styrkede læreplan.

I stedet fastsætter vi selv ét dynamisk og relevant mål for hvert læreplanstema, der understøtter vores pædagogiske arbejde med inkluderende fællesskaber. Du bliver som daglig leder en del af dette spændende udviklingsprojekt, hvor du vil få rig mulighed for at udfolde dine kompetencer og lederpotentialer.

Endvidere har Gentofte Kommune også et højt ambitionsniveau på børneområdet. Med visionen: "Tryghed, Leg og Læring – Børn Forandrer Verden" har vi en ambition om, at et hvert barn motiveres, inspireres og udfordres til toppen af deres potentiale. Du vil som daglig leder også have mulighed for at blive inddraget i den generelle udvikling af Gentofte Kommunes dagtilbudsområde.

Kandidatkrav

Vi søger dig, som brænder for at være med til at skabe de bedste deltagelsesmuligheder for alle børn, i trygge og forudsigelse rammer. Dig, som ser værdien i at være med til at udvikle læringsmiljøer med afsat i deltagelsesmuligheder, børneperspektivet og den pædagogiske læreplan under friinstitutionsforsøget. Dig, som har en reflekterende og anerkendende tilgang til børn, forældre og dine samarbejdspartnere.

Vi søger dig, som vægter teamledelse og samarbejde højt, og som sætter en ære i at få pædagogik, inklusion, værdier og strategier til at gå op i en højere enhed, så det bliver praksisnært og nærværende. Dig, som kan inspirere, motivere og lede medarbejdere til dagligt at skabe de bedste betingelser for børnenes læring, udvikling og trivsel. Dig, som er tillidsskabende og nærværende i dit lederskab, og som er tydelig og retningsgivende, når det kræves.

Vi søger dig, som har indsigt i og kompetence til at anvende grundlæggende teorier og evidensbaseret viden i den daglige praksis, og som holder dig opdateret i den nyeste viden. Dig, som har indsigt i og erfaring med at understøtte socialpædagogiske tilgange og metoder i en almen pædagogisk ramme.

Af dig forventer vi at:

  • Du min. er uddannet pædagog/socialpædagog, med en stærk faglighed og et positivt overskud

  • Du har ledererfaring samt en relevant lederuddannelse på diplomniveau eller lignende

  • Du har kendskab til autisme, socialpædagogik og/eller det systemiske tankesæt

  • Du har socialinklusionsmodulet på diplomniveau, eller er indstillet på at gennemføre det

  • Du har en god mundtlig og skriftlig formuleringsevne, samt IT-kendskab på brugerniveau

  • Du er engageret, ansvarlig og har overblik

  • Du er villig til at udvikle dig fagligt som personligt

Vi kan tilbyde dig:

  • Et spændende pædagogisk højt fagligt og ambitiøst miljø

  • Et hus med plads til refleksion og faglig udvikling

  • Kvalitetssikring og udvikling af det pædagogiske arbejde

  • En institution med god balance mellem traditioner og nytænkning

  • Som kompetencecenter får institutionen tilført flere ressourcer i form af flere uddannede pædagoger

  • Et hus hvor kompetence- og udviklingsarbejde er i højsædet

  • Efter/videreuddannelse

Rammerne i Jægersborg Børnehus består af:

Afd. Sauntesvej har til huse i en stor hyggelig gammel villa med mange spændende legemiljøer. Vi har en skøn legeplads i flere niveauer, samt en naturlegeplads med bålsted. Vi er et kommunalt dagtilbud med ca. 89 børn i alderen 0-6 år, fordelt på 3 vuggestuegrupper og 3 børnehavegrupper. Kompetencecenteret i afd. Sauntesvej er normeret til at modtage 7 børn, hvoraf de 5 pladser henvender sig til børnehavebørn med koncentrations-, tilknytnings- og socioemotionelle udfordringer, samt ADHD-lignende træk, og 2 pladser der henvender sig til vuggestuebørn med præmature udfordringer og senfølger heraf. Børnene er inkluderet i børnegrupperne på stuerne. Vores personalegruppe udgør ca. 26 fastansatte, heraf 1 daglig leder, 1 afdelingsleder, 19 pædagoger, 4 pædagogmedhjælpere, 1 køkkendame samt 2-3 studerende.

Afd. Solsiden har til huse i et nyere stort lyst og rummeligt hus med plads til fysisk udfoldelse og spændende legemiljøer. Vi har en dejlig stor naturlegeplads med mange udfoldelsesmuligheder, bl.a. en stor bålplads. Vi er et kommunalt dagtilbud med ca. 76 børn i alderen 0-6 år, fordelt på 2 vuggestuegrupper og 3 børnehavegrupper. Kompetencecenteret i afd. Solsiden er normeret til at modtage 6 børn, hvor de 6 pladser henvender sig til børnehavebørn med udfordringer inden for autismespektret. Endvidere har vi en nichespecialisering i forhold til børn med synshandicap, samt børn med cerebral parese. Børnene er inkluderet i børnegrupperne på stuerne. Vores personalegruppe udgør ca. 20 fastansatte, heraf 1 daglig leder, 1 afdelingsleder, 15 pædagoger, 1 pædagogmedhjælper, 1 køkkendame samt 1-2 studerende.

Yderligere oplysninger

Jægerborg Børnehus er en røgfri institution.

Du kan læse mere om Jægersborg Børnehus på vores hjemmeside: www.jb.gentofte.dk

Ansøgningsfrist: 1. september 2019.

1. samtalerunde afholdes 9. september 2019 og 2. samtalerunde afholdes 16. september 2019.

Tiltrædelse: 1. november 2019 eller snarest herefter.

Løn og ansættelse ifølge gældende overenskomst.

Stillingen er på lederoverenskomst, gennemsnitligt 37 timer pr. uge. Aflønning fastsættes efter forhandling med relevant forhandlingsberettiget organisation.

I Gentofte Kommune er der en generel politik om, at der ved ansættelse på børne- og ungeområdet skal indhentes børne- og straffeattest.

Vi arbejder digitalt i Gentofte Kommune. Derfor modtages ansøgninger udelukkende via den digitale ansøgningsformular.

Har du spørgsmål vedrørende stillingen så kontakt venligst

Michael Andersen
Dagtilbud og Skole
mian@gentofte.dk
Telefon: 39984068
Mobil: 30571901

Ann Cherie Fleron
Leder
acfl@gentofte.dk
Telefon: 39750040
Mobil: 51904406

Ansøgningsfrist: 01-09-2019 klokken: 12:00

Gentofte Kommune vil være Danmarks mest attraktive kommunale arbejdsplads. Kunne du tænke dig et meningsfuldt job, på en arbejdsplads med et højt serviceniveau, hvor fagligheden er i top og hvor der samtidig er plads til et arbejdsliv og familieliv i balance? Så er Gentofte Kommune svaret. I Gentofte Kommune tror vi på, at dygtige og tilfredse medarbejdere og ledere er den bedste garanti for, at borgerne får den bedst mulige service.